Vi sad på en café i Málaga i solen, drak kaffe og så på gøglere. For det var svært ikke at gøre. Altså at se på gøglere. For der var mange. Rigtig mange. Så mange, at en tur ned ad Strøget ville føles gøgler-frit i sammenligning.

Og så var det, at vi kom til at tænke på, hvordan livet med en gøgler ville være. Om de overhovedet kan være normale nede under al det gøgl, for tænk nu hvis de sidste gode mænd der er tilbage her i verden er gøglerne og man bare affejer dem med det samme fordi de står på gader og stræder og folder ballondyr.

Så vi tog ja-hatten på, og tænkte, at det vel egentlig var meget sandsynligt, at pågældende gøgler som vi talte om, måske i virkeligheden var millionær – for ingen kan jo leve til dagen og vejen ved at flette balloner. At han bare gjorde det, fordi det var hans kald, og i virkeligheden var arving til en gigant-formue. Men hvor meget har man egentlig tilfælles med en mand, hvis kald er balloner?
I ja-hattens tegn tænkte vi, at hvis det var det eneste alternativ der var tilbage, kunne man måske godt få et ægteskab til at fungere. Hvis han var rig. Meget rig. Så rig at man kunne leve af hans penge andetsteds og langt væk fra gøglet.

Vi prøvede virkelig at være åbne og positive der i solen, midt i kaffen. Prøvede virkelig at se det positive i en mand i Harlekin-tøj og mere makeup i hovedet end hvad vi ville bruge på et helt år. Prøvede at lade være med at kaste lidt op i munden ved tanken om at være Fru Gøgler, og forsøgte at fokusere på alle de millioner, som han jo ejede.

Men efter fem minutter måtte vi kaste håndklædet i ringen og konstatere, at der ikke findes nok penge i verden til at være gift med en mand der laver ballondyr. Ikke al det bedste sex i verden ville kunne råde bod på gøgleriet, for han vil jo sikkert også have ballonerne med ind i sengen. Og hvad værre er, hvis man nogensinde skulle have et skænderi eller en ‘voksen-snak’ med sådan et menneske (og det ville man jo helt sikkert!) så ville alle hans svar være foldet i balloner, for det er jo den måde han kommunikerer på. Dér går grænsen bare; samtaler i balloner dræber bare alle forhold.

Hellere fattig, single og gøgler-fri end Fru Gøgler med millioner.