Lagkagehuset. Torvehallerne. Hjem og arbejde færdig. Afsted til sommerhus. Det var planen – og er det sådan set stadig. Og næsten naivt troede jeg, at det kunne gøre ikke bare hurtigt, men rigtig hurtigt!
Lagkagehuset gik hurtigt. Slagteren i Torvehallerne gik hurtigt. Men så stoppede festen også. For Robert hos fiskehandleren meldte hus forbi med rødtungefileter – til gengæld havde han tusind andre forslag til hvad jeg skulle lave i stedet.

Jeg prøvede lidt med “Men nu har jeg jo alt til retten med rødtunger… Mangler faktisk bare rødtungerne…. Har du forslag til en lignende fisk jeg bruge?” – men Robert havde så mange andre fantastiske idéer, som jeg lige skulle høre om. Og mens han plaprede løs om rodfrugter og olivenolie og 117 andre fisk end det jeg skulle bruge, skævede jeg til uret, hvor tiden insisterende gik videre.

Tilsidst skar jeg igennem og vi endte på et sært kompromis omkring en rødfisk, hvis jeg lovede at lave hans rodfrugt-ret også. Men så skulle jeg også have laks, og det udløste utrolig mange flere velmenende råd, for slet ikke at tale om alle de historier jeg lige skulle høre om de andre drenge bag skranken, mens han (meget langsomt!) skar laks ud for mig.

Lad os bare sige, at det skabte en lettere akavet stemning mens Robert og jeg lo hjerteligt af hans historier og de andre skulede til os.
Jeg følte mig lettere tilfangetaget, og overvejede at droppe bestillingen på en røget pebermakrel, da det ligesom virkede som om, at det ville give dødsstødet til hele planen og jeg aldrig nogensinde ville komme videre. Men den gik overraskende nemt igennem uden større postyr.

Så efter at have tilbragt ekstremt lang tid ved fiskehandleren, slap jeg endelig fri og næsten løb ud fra Torvehallerne inden Robert kunne begynde på flere historier, mens hans sidste bemærkning med “Hvornår skal jeg komme?” blafrede ubesvaret i luften bag mig.