Da jeg vågnede i formiddags havde der været heftig aktivitet på min telefon i nat og frem til jeg vågnede. Da jeg havde sorteret ligegyldige breaking news og diverse notifikationer fra, var vi nede ved en god håndfuld sms’er, hvoraf de første to ikke var nogen jeg brugte længere tid at tænke over, men derimod de sidste fire. Fra samme mand. Som havde fortsat en sms-korrespondance med sig selv, lang tid efter jeg troede at den var lukket, og for længst var faldet i søvn.

Først smilede jeg lidt, for det er da meget rart at vågne op søndag formiddag og vide at man var særdeles eftertragtet lørdag nat. Men så syntes jeg pludselig det var lidt ynkeligt, at en mand nærmest havde tigget og plaget mig om mit selskab. Og så kunne jeg jo godt være lidt fornærmet over det.

Men da jeg fik drukket den første kop kaffe, klarede min hjerne lidt mere op, og jeg måtte erkende, at jeg vist selv bar en del af skylden. Og at det ikke er konsekvensfrit at vifte med random ord i natten, selvom det bare er pr. sms. Kort sagt, kunne jeg jo bare have ladet være med at gå med på legen – og objektivt set, burde jeg nok aldrig være gået med på legen.

Men når man én gang selv har smidt brænde på bålet, og fundet ud af at det er langt sjovere end at slukke det, så må man jo tage konsekvensen – som åbenbart er at vågne op til en telefon der har haft sit eget liv i løbet af natten. Og bare smile af det. For i virkeligheden var det jo ganske underholdende læsning.

Problemet er bare, at det er sjovere at ‘put out fire with gasoline’ – og så må mændene og jeg jo bare blive bedre til at koordinere kalenderen, så jeg ikke ligger med heftige tømmermænd, når jeg åbenbart kunne have haft årets sjoveste aften. Hvis man skal tro sms’erne.