Når ens forældre ringer fra deres mobiltelefoner, og man ved de ikke er ude at rejse eller noget andet nævneværdigt, så ved man bare, at det bliver et krævende opkald. Således også det opkald jeg fik fredag formiddag, som lød nogenlunde sådan her:

– Hej, det er far! (lyd af meget trafik i baggrunden)
– Ehh… hej…? (afventer katastrofen)
– Går det godt? (lyd af meget trafik i baggrunden)
– Helt fint…. (afventer katastrofen…)
– Hvor er du? (lyd af meget trafik i baggrunden)
– Hjemme. Jeg arbejder hjemme… (afventer stadig katastrofen)
– Nå, det var heldigt! Jeg går nemlig lige her på Bagsværdvej! (sagt helt casual, stadig med meget trafikstøj i baggrunden
– HVORFOR?! (kan ikke vente på katastrofen længere)
– Jae… bilen brød lige sammen henne ved motorvejen. Kan vi låne din?

Lidt mere snak frem og tilbage (med meget trafik i baggrunden), verificering af, at min far ikke havde været i livsfare (christ! Hvad skal man gøre, for at holde styr på de der gamle mennesker?!), og accept af at de kunne låne Miss Marilyn.
Og tog jo ikke bare prisen som verdens bedste datter der, men også verdens bedste søster, da det viste sig, at de gamle skulle hente og passe min niece.

Men jeg havde jo ikke noget valg. Jeg kunne jo ikke sige “Nej! Gu’ må I ej låne min bil! Den skal stå herinde hos mig og lave ingenting. Ligesom mig. Heeeele weekenden!”. Problemet er bare, at jeg føler mig handicappet uden Miss Marilyn – eller i hvert fald ikke som et helt menneske, uden rigtig at kunne sætte fingeren på hvad det er.

Skræmt tænker jeg på, hvor meget hun må lide derude i forstæderne, hvor hun bliver udsat for at skulle transportere børn og ikke alt det hun er vant til. At hun måske får børne-bakterier, for børn er jo 80% bakterier, 10 % snot og 10 % udefineret. Og så kan de være nok så søde og charmerende – det fjerner bare ikke snottet.

Men mest af alt, så savner jeg alt det, som jeg jo har liggende i bilen. For Miss Marilyn er jo mit eksterne opbevaringsrum, og efter at have set vejrudsigten for i morgen, pisket lejligheden rundt for at finde min paraply, ved jeg nu med sikkerhed, at den ligger hos Miss Marilyn. Så hvor køber man en paraply mellem nu og imorgen tidlig? Så vidt jeg ved, er det ikke en af de ting hverken grønthandlere på Nørrebro eller 7Eleven ligger inde med. Og hvordan lærer man ikke at besvare opkald fra sine forældre, når de ringer fra deres mobiler?