The CityGirl

Hej virkelighed!

Da jeg kom hjem fra arbejde i går, var mine tanker alle mulige andre steder. Eller i virkeligheden var de ikke så mange steder, men nærmere stillestående. Måtte jeg konstatere, da jeg tømte Netto-posen og hev den ene pose slik op efter den anden. Jeg har aldrig været typen der har forherliget fredagsslik, og gået all in på det. Nærmere bare spist det sukker jeg har haft brug for uanset ugedag. Men da jeg så på bjerget af slik jeg havde formået at rage til mig, tænkte jeg “nå ja, det har også været en hård uge, og at drukne mig selv og min træthed i slik på en fredag aften virker sgu som en meget god idé…”

Næste punkt på den trætte dagsorden var at kigge på posten, så jeg bladrede konvolutterne igennem; lagde regningerne til side (uden at åbne dem; ingen grund til at blive deprimeret før der er gået løn ind!) og skulle lige til at smide resten fra mig, for det var jo fredag, og om man åbner post fredag eller søndag gør jo ingen forskel.
Men så var der ét brev, der fangede min opmærksomhed, og som faktisk fik tankerne til at bevæge sig lidt. Et brev fra Odense Universitetshospital. Fra Kæbekirurgisk Afdeling – som i øvrigt snart bør finde et andet navn for den del af kroppen!

20110827-112253.jpg
Og så vågnede jeg op og var helt tilbage til virkeligheden. For det der havde jeg jo ikke tænkt på siden jeg var i Odense for fem måneder siden og fik at vide at der gik oceaner af tid, før der ville ske noget igen. Tidligst oktober. Og så kunne man jo godt lege at det ikke var noget der skete, måske endda glemme det lidt. Men i hvert fald lege, at der ikke var nogen særlig ko på isen. Indtil oktober. Regnede jo ikke med, at det offentlige pludselig var forud for tidsregningen!

Der er jo ikke andet at gøre end at springe ud i virkeligheden igen, men synes godt de lige kunne have advaret om, at den kom allerede nu. Bare lige sendt en sms at virkeligheden kom før tid. Nu har jeg jo pludselig travlt med at finde ud af hvad det er jeg ikke kan spise når jeg får den forpulede bøjle på – og skynde mig at spise det i store mængder inden da, som om det var den sidste nadver. Andet kan man jo ikke være bekendt.

Categories: agurketid

Næste station: Malmø » « Jeg vil hellere se maling tørre

4 Comments

  1. karameller bliver nok svære, og spinat er selvfølgelig no-go i offentlighed. Det er også overraskende svært at bide ind i et æble, men som bonus hjælper is som bedøvende middel når tænderne er ømme…

    • The CityGirl

      28. august 2011 — 19:30

      Tjek! Skal spise guldkarameller og spinat fra nu af og til jeg får bøjlen på. Skidt med hvis jeg får skørbug; det kan der vel rettes op på senere ;-)

  2. Tilgengæld lover jeg at stå klar med en sprut-smoothie, når du kommer til Odense. Is&sprut må være helt rette kombi

    • The CityGirl

      28. august 2011 — 19:31

      Kan være jeg skal komme forbi dig inden, så jeg er fuldstændig bedøvet inden jeg får sat det lort på ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2021 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑