Det var faktisk ikke selve det at skulle stå op i morges der var svært – det var mere det med at skulle gå fra 0 til 100 på et splitsekund og kunne fremvise et spejlbillede af et rigtigt menneske. Sådan en der går på arbejde og er ude i den virkelige verden.

Så mens tøjkrisen svævede omkring mig, stod jeg længselsfuldt og kastede lange blikke efter de jeans, som jeg altid kan være i – også når jeg lige har været en uge på Sicilien og ædt mig halvt fordærvet. Specielt efter jeg havde fået mig klemt ned i mine sorte, stramme jeans og skuffet måtte konkludere, at jeg bare lignede en flodhest der havde voldtaget et par jeans.

Tre par bukser senere, var jeg lige vidt, og havde om muligt endnu mere lyst til bare at tage søndagsjeans’ne på. Men jeg skulle jo på arbejde, og helst ligne et rigtigt menneske. Det fungerer ligesom bedst på den måde. Så jeg indgik et kompromis med mig selv, der egentlig mest gik ud på ikke at se mig selv i spejlet mere. Ude af øje, ude af sind, om man så må sige – og så er det jo kun de andre der skal overleve at se på en flodhest i et par voldtagede jeans.

Næste forhindring var at cykle på arbejde. I mine to ugers ferie havde jeg ligesom fortrængt det der med at lave noget som helst aktivt. Men med tanke på flodhesten i de voldtagede jeans, var det sikkert meget godt. Selvom jeg hadede hvert sekund af de ti minutter jeg cyklede. Og specielt da jeg var nødt til at multitaske og besvare sms’er samtidig. En evne jeg tydeligvis også har mistet i de forgangne to uger.

Da jeg endelig kom ind på arbejde, efter også at have forceret trapperne fordi elevatoren åbenbart holdt ferie i dag (#/(¤”#/#?!!), følte jeg ligesom at jeg havde gjort dagens indsats og burde få lov til at tage hjem igen. Men mailbakken med x antal hundrede mails ventede – ligesom alt det andet.

Nu har jeg været på arbejde i næsten seks timer. Det føles som tyve. Mindst!
Gud, hvor jeg hader første dag på arbejde efter ferie.