The CityGirl

1 down – 2.000.000.000 to go…

Det er ikke helt uden forhindringer at starte træning igen. Udover træningen i sig selv, så skal man eksempelvis finde ud af hvor man har smidt sin iPod Nano hen. Det brugte jeg så en halv times tid på, og mens jeg glad tænkte, at den var pist væk og jeg ergo ikke kunne tage op og træne (jeg træner kun til mit eget musik – det står ikke til diskussion!), dukkede den selvfølgelig op.

Næste trin var at opdatere musikken lidt. Det er jo sådan ca. et år siden at jeg frivilligt lod min krop tæske rundt, så det kunne godt være at der var kommet lidt opdateringer på den front.
Men selvom musikbiblioteket bar utrolig meget præg at jeg havde været edderspændt rasende på en mand for et år siden, så var der egentlig ikke så meget der skulle tilføjes. Sådan noget Jeg-Hader-Dig-Dit-Store-Røvhul-musik er jo ganske godt at træne til…
Eneste problem er bare, at det måske virker lidt omsonst bare at sidde og hade, og ikke have nogen specifik mand at rette hadet mod. Så jeg sendte et par kærlige, hadefulde tanker til den forældede mand – det kunne nok ikke skade.

Dernæst skulle jeg finde mit fitness-kort. Det lå desværre bare i min pung, samme sted som jeg havde efterladt det for et år siden. Ingen undskyldning der.

Og tøjet lå fandme også bare klappet og klart i tasken – hvilket vidner om hvor brat jeg er stoppet sidst, når jeg endda har haft en pakket taske, som jeg bare har smidt ind i skabet.

Så der var ikke så meget andet at gøre end at køre derop – og håbe at fitnesscenteret var brændt ned til grunden siden jeg var der sidst. Det var det ikke. I stedet havde de bygget om og flyttet rundt, så jeg kunne stå som en anden tåbelig blondine og dårlig nok finde ud af at checke ind. Det lykkedes efter lidt tid, og jeg fandt også maskinerne – mens jeg tænkte på, hvor tåbelig jeg er, når jeg selv opsøger dette, som jeg hader næsten lige så meget som jeg hader reggae og svaner. Men når man er for fattig til plastik operationer (og i øvrigt lidt imod det), og når sandheden om ‘evig ungdom’ har ramt, ligger valgmulighederne på et meget lille sted.

Men nu er samvittigheden ren som sne – og det slår næsten alt det andet!
Dog kunne jeg godt tænke mig, at der havde været en velkomstkomite med blomster og champagne og et “Velkommen tilbage”-skilt – men de kan nå det endnu. Jeg kommer igen på torsdag. Tror jeg…

Categories: fitness

Skyld med skyld på – og en lorteble » « Vi ses ved vandkøleren!

6 Comments

  1. You go girlfriend! Åh jeg burde også, jeg burde også, jeg burde også.

    Men nu har kæreste sat Godfather på. (Oh yes.) Og vi har chips i køleskabet. Tager den med samvittigheden i morgen…

    • The CityGirl

      9. august 2011 — 20:53

      Haha! Thx, girlfriend! ;-)

      Og du skal ikke have dårlig samvittighed; Godfather overruler ALT! Leave the gun. Take the cannoli.
      Tror sgu også jeg vil sætte mig ned og se resten af 2eren…

  2. en klog mand sagde en gang “man træner ikke for at blive yngre men for at blive gammel” sådan set meget klogt :)

  3. Well, sådan noget smitter åbenbart!!!

    Fik slæbt mig gennem løbetur og hjem til belønning i form af Godfathe(3’eren, men alligel WTF?!) og Summerbird-guf.

    (Ja, man kommer for meget i den butik, når man spørger ekspedienten om hun er ny og svaret er: “Ja, det er første dag i dag. Vil du ikke have flødeboller med?” Oveni i det andet man havde købt. )

    Dammit!

    • The CityGirl

      10. august 2011 — 23:10

      Undskyld jeg kom til at smitte dig! Det var virkelig ikke meningen!
      Godt at der var Godfather og Summerbird som treat – ellers havde det da været helt uretfærdigt ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑