Jeg vil ikke sige at jeg ligefrem var gået i kloster, men på et eller andet plan havde jeg opgivet tanken om mænd. De er jo bare så besværlige. Så jeg havde faktisk bare sat alle mine penge på at Giovanni og jeg skulle leve lykkeligt til vores dages ende – og så ville der i det mindste være god kaffe!

Det gik også godt. Næsten for godt. Og vi ved jo alle, at når det kommer til mænd, så er det virkelig for godt til at være sandt, når alting bare er godt.
Efter en aften i fingerflettets tegn, hvor vi havde brugt adskillige timer (og flere hundrede kroner) på at rense alt hvad der kunne renses, og jeg endda flottede mig ved lige at køre en klud henover det hele, følte jeg mig som en virkelig god kvinde, der absolut levede op til kravene for hvad man skal når man er indehaver af en Giovanni.

Giovanni kvitterede ved at nægte at stame mælk. Bare sådan. Ikke noget varsel. Ingenting! Nøjagtig som mænd gør, når mænd bare er mænd.
Jeg prøvede alt – eller i hvert fald alt det jeg kunne komme i tanker om jeg kunne gøre, og som ikke krævede at jeg skulle læse alt for meget i den tåbelige manual.
Intet hjalp. Mælken forblev slatten. Giovanni forblev sur. Og jeg blev bare rasende.

Bare tanken om at jeg skulle sende ham på tur til Skanderborg igen, gjorde mig træt. For ikke at tale om de penge jeg skulle betale for at han kunne komme ud og se med DSB. Så jeg skrev i stedet en mail til den søde dame, der havde taget sig kærligt af ham sidst. Hun svarede hurtigt, og kunne godt huske Giovanni – gav mig et par tips, og så tog jeg hjem og stirrede strengt på ham, mens jeg prøvede at greje hvordan fanden jeg skulle gøre det som hun havde sagt.

Det skete aldrig, så jeg samlede ham bare igen og pludselig kunne han godt steame mælk. Faktisk steamede han mælk som han aldrig har gjort før! Så han skal åbenbart bare have truslen om Skanderborg hængende over sig før han tager sig sammen. Hvilket vel giver meget god mening, for sådan har de fleste af os det vel egentlig.