The CityGirl

Stress-vejr

Det er jo at gøre grin med folk, den måde sommeren leger latterlig gemmeleg med os andre på.
For når den så endelig er der, efter man de sidste mange dage har stirret udtryksløst ud på regnen, så skal man jo skynde sig ud i den. Altså på den der helt stress-agtige måde – for hvis man bliver siddende indenfor, så har man dårlig samvittighed over at sidde indenfor når nu endelig den skide sol er der!

Men jeg har det med solen og sommeren, som med alle andre ting; at jeg bliver kontrær når jeg skal indrette mig efter deres forgodtbefindende. Ingen skal sige til mig, at jeg skal gå ud og lege i det gode vejr.
Så jeg sad mut foran min computer hele formiddagen og vejede for og imod.

Tilsidst tog jeg mig sammen, for hvis jeg nu havde misset den ene dags sommer, så ville jeg høre for det resten af regntiden.
Jeg pakkede mig selv og mit arbejde sammen og satte kursen mod forstæderne. Så kunne man vel i det mindste sidde derude i en have og arbejde og nyde det åh-så-dejlige-vejr.

Men da jeg endelig kom derud, var jeg næsten i endnu dårligere humør, fordi jeg havde lavet den eklatante fejl lige at svinge omkring Lagkagehuset i Lyngby og blive ramt i hovedet af Forstadsliv.
Selvom der kun var fire kunder foran mig, så tog det en evighed. Så lang tid, at jeg var meget tæt på at gå hen til forstads-konen og sige til hende, at nu måtte hun kraftedeme tage sin Americano og drikke den, og lade være med at sende den retur med alskens fucked up klager, for DER ER IKKE MÆLK I EN AMERICANO! FAT DET NU! HVIS DU VIL HAVE VARM MÆLK I DIN KAFFE SKULLE DU NOK HAVE BESTILT EN LATTE! EKSEMPELVIS! Og vi er andre der skal videre med vores liv, og ud i den skide sol inden den forsvinder!

På forunderlig vis lykkedes det mig at slippe ud derfra uden at slå nogle af forstadsfruerne ihjel, og mens jeg kørte ud af Lyngby beroligede jeg mig selv med, at jeg jo ikke bor der, og jeg bare skal huske på aldrig nogensinde at gå i Lagkagehuset der igen. For forstadskonens skyld.

Jeg nåede solen, og sad trodsigt i solen resten af dagen. For man skal jo ud i den mens den er der. Og da jeg kom hjem, var jeg egentlig meget godt tilfreds – lige indtil jeg så en vejrudsigt, hvor de lovede godt vejr igen i morgen. Så blev jeg lidt træt. Vi skulle jo have heldagsregn igen, og vende tilbage til den gamle ordning der! Så kunne jeg jo være blevet inde med (næsten) god samvittighed.

Godt at man skrider til Sicilien om en uge. Der får man stensikkert ikke stress af vejret.

Categories: agurketid, vejr

Det næstbedste efter porno » « Dit perfide røvhul af et fascist-svin!

2 Comments

  1. Geneve er også et godt rejsemål. Her pisser det ned – og jeg har en udendørs filmopgave, der nu er flyttet for 4 gang! Jeg er træt, så er det sagt. Ville fandme ønske, jeg sådan kunne svinge en tur ud i forstæderne og lade op i en have …

    • The CityGirl

      20. juli 2011 — 11:09

      Jeg er sikker på at du er velkommen i mine forældres have – du kommer bare ;-)
      Men det er altså lidt rart at vide, at det også regner andre steder end Danmark – også selvom jeg synes det er synd for dig, at du skal tvinges ud i det. Kan I ikke bare flytte opgaven en gang til, når nu den alligevel er blevet flyttet så mange gange?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑