Jeg kan blive helt ked af det på mit køns vegne, når jeg ser de kvinder der har givet op. Dem der har krydset den hårfine grænse mellem søndagsgrim og Jeg-Har-Givet-Op, og bare har givet fuldstændig op.
Det er de kvinder, der bare tager det nærmeste tøj på, og kun det tøj der er et par numre for stort. Men det er bare så vigtigt at man aldrig krydser den linie, og at man altid godt gider tage sig lidt sammen, så man godt gider se på sig selv i spejlet.

Men når det er sommerferietid, vejret ikke er sommer, arbejdet går i tomgang og man allerede har kastet et håndklæde i ringen og rullet tv’et ind i soveværelset, så er der ikke langt til at falde helt ned i det sorte hul.

Jeg gjorde det selv i går. Jeg gik ud af døren uden at tænke over hvad jeg havde på, og det var først da jeg var nået halvvejs ned til 7Eleven at jeg fik kigget ned ad mig selv, og jeg så, at jeg stod i min forvaskede t-shirt med teksten “Penguins are people too!”, som jeg i øvrigt har sovet i de sidste to nætter. Den som stumper lidt, og som jeg i øvrigt er alt for gammel til at bevæge mig udenfor i.

Og mens jeg skyndte mig hjem og virkelig prøvede at skjule pingviner og det blottede maveskind, tænkte jeg, at det er jo sådan noget der sker, når det man har på hånden i bedste fald bare er det næstbedste efter porno. Så gider man ikke rigtig gøre indsatsen.
Nu går jeg ud og barberer ben for det tilfælde at jeg skal møde noget der ikke bare er det næstbedste efter porno, men måske endda kan slå det.