Jeg var til Distortion i går, ligesom resten af København. Selvom det var et aktivt tilvalg, gik det ret hurtigt op for mig, at hvis ikke jeg havde valgt at gå ud i det, ville jeg alligevel have været til Distortion hjemme i min lejlighed, med så mange mennesker og så meget larm.
Så jeg joinede Oraklet og Party-Pigen og tog til Distortion, var ung med de unge og burde helt sikkert have haft mine hipster-briller på for at falde helt ind i mængden.
Efter en et par øl blev vi indfanget af nogle franskmænd, som syntes vi var noget af det mest fantastiske de var stødt på – problemet var bare, at de helst ville tale fransk, og spurgte om vi gjorde det. Straks var der to fingre der pegede på mig, og så blev den franske abe ligesom bare tørret af på mig, selvom jeg benægtede, på utrolig mange sprog, at jeg talte fransk.
Men det var som om, at de ikke troede på mig, og blev ved med at tale fransk til mig og tale om hvor fantastisk det var at jeg talte fransk.
Dernæst blev der tjekket op på vores civilstatus og om vi havde ringe på fingrene. Jeg var så heldig at jeg havde en ring på, og til at starte med troede de også at jeg var gift – indtil Oraklet skar igennem og udleverede mig. Igen.
Senere på aftenen rendte vi ind i dem igen, og igen prøvede jeg at afvise at jeg talte fransk. Uden held.
Og da vi igen slap ud af fransk samtale, igen, var det kun for at rende ind i et nyt sæt franske fyre, og igen benægte at jeg talte fransk.
Det kan godt være at jeg taler fransk, men midt i Distortion på Nørrebro, og nyligt hjemvendt fra Spanien, så er fransk altså ikke lige det der ligger på tungen. Så ligger det faktisk ret meget gemt væk, og er på en god dag bare rustent.
Men jeg må indrømme, hipstere eller ej, franskmænd eller ej, at på sådan en aften som i går, så elsker jeg København og i særdeleshed Nørrebro. For der er bare ikke noget der slår sommernætter i København.
3. juni 2011 — 16:42
Men hvis Oraklet udleverede dig igen angående ikke at være gift, og de også forstod budskabet, så må Oraklet vel selv have talt fransk? ;-)
4. juni 2011 — 10:36
Det foregik på engelsk- de kunne jo godt en lille smule ;-)