The CityGirl

Hvad DF’s drømme er lavet af

Det tog mig mellem 20 og 30 minutter i morges at konstatere, at min cykel var blevet hugget. Først efter at have gået gaden på den ene og den anden side, husket efter om jeg nu virkelig stillede den her i fredags, og konstateret at det havde jeg, gik realiteterne op for mig. Den var væk. Verschwunden. Gone. Disparu. Kadonnut. Yox.
Det tog mig derefter et nanosekund at blive rasende. Ikke bare sur eller muggen eller tvær eller vred. Helt hvidglødende raserende – og endda på tom kaffe-mave.

Da jeg endelig kom ind på arbejde, var jeg stadig rasende. Det er jeg sådan set stadig. Men det er som om man ikke kan koncentrere sig ordentligt når man er cykel-løs. For at være cykel-løs i København er jo stort set det samme som at være multi-handicappet.

Som tiden gik, og jeg sad og var rasende foran min skærm, gjorde jeg alt for ikke at sige særlig meget. For lige så snart jeg åbnede munden lød jeg som en sur DF’er:
– “Gu’ vil jeg ej elske romaerne på Roskilde! Det er dem der har stjålet min cykel!”
– “Den er sikkert på vej til Østeuropa as we speak!”
– “Ja, der er jo ikke noget at sige til, at der ikke er nogen der kan lide dem. Det er jo dem der har hugget min cykel!”

Og dér, midt i alle mine eder og forbandelser, gik det op for mig, at de stjålne cykler må være det DF’s drømme er gjort af. For jo flere cykler romaerne snupper, jo mere hader vi dem, og så tilsidst ender vi med at stemme på Pia.

Så langt er jeg ikke nået – og gør det forhåbentlig aldrig. I stedet vil jeg foreslå at man sætter hårdt ind mod cykeltyveri i København, både for at forhindre cykeltyverier, men også for at komme DF til livs. Hvis der ikke bliver stjålet cykler, er der ingen der stemmer på Pia. Win-win!

Og giv mig så for helvede min cykel tilbage!

Categories: agurketid, krise

Sitting duck i en støttestrømpe » « Blondinen strikes again

14 Comments

  1. Ai! Den nye “Skulle have været en Mulberry”-cykel?
    Røvhuller – uanset nationalitet!!

  2. Hvis jeg nu skal være meget kynisk og beregnende, så er det faktisk heldigt, at den ikke nåede at blive 1 år gammel. Under 12 mdr. afskriver forsikringen ikke noget, så du får det fulde beløb erstattet. En ringe trøst, men det havde da været helt fucked, hvis du skulle af med penge, for at blive kørende igen.

    Og en endnu ringere trøst – jeg skrev om dine fabelagtigheder igår. Bare så du ved det

    • The CityGirl

      16. juni 2011 — 11:00

      Ja, det prøvede jeg også at trøste mig selv med i går – men det ændrer bare ikke på at cyklen er væk.
      Men det er jo rigtigt; det er faktisk godt at den ikke er over et år…

  3. Det var da den skarpeste politiske analyse, jeg længe har set om den indre sammenhæng mellem DF’s drivkraft og Romaernes erhverv. Så klar, at både en Roma og en Pia burde kunne forstå den. Og da Romaerne nok ikke vil være med til at fremme Pias drømme, er det jo selvindlysende, at cykeltyverierne i København nu stopper brat. Hvis altså bare du kan få Romaerne til at læse din blog…så kan cyklerne være i fred og Pia og hendes kumpaner kan glide over i den glemsel, hvor de hører hjemme!

    • The CityGirl

      16. juni 2011 — 11:02

      Tak :-)
      Man kunne overveje at printe indlægget og tage på Roskilde og dele det ud. Det vil vel på en måde også være at elske romaerne, som deres projekt går ud på i år… Lidt barsk næstekærlighed, kunne man sige…

  4. Jeg fandt min cykel igen nede ved Folkets Park efter to måneder… godt nok uden kæde og med punkteret fordæk (og stadig lige så låst, som da den blev stjålet?!). Men det kan være den står et sted jo :) ud og lede!

    • The CityGirl

      16. juni 2011 — 11:04

      Jeg tjekkede samtlige cykler ud på ruten hjem i går. Har dog ikke tjekket Folkets Park…. Men orker bare ikke at vade Nørrebro rundt for at finde min cykel, som burde stå der hvor jeg efterlod den!
      Men jeg kommer helt sikkert til at stirre meget på cykler den kommende tid, for at se om den dukker op, selvom jeg på en måde er ret sikker på, at den er på vej ud af landet. Det er jo det nye sort indenfor cykeltyverier!

      • Det nye sort er i al fald åbenbart at stjæle HELE cyklen. Min lillesøster bor ikke længere i Kbh, men da hun gjorde, præsterede hun at få stjålet forhjulet fra sin cykel. Resten lod de stå.

        • The CityGirl

          17. juni 2011 — 15:51

          Ikke at jeg ved det, men jeg temmelig sikker på at det mest normale altid har været at stjæle hele cyklen. Tænker det også er det nemmeste; at skrue ting af kræver vel en del mere arbejde…

  5. Du har ret Citygirl! Jeg kan simpelthen ikke forstå at du ikke stiller op for et parti eller laver dit eget ligesom ham der Ørum :)

    • The CityGirl

      17. juni 2011 — 15:50

      Hmm… kunne være man skulle gøre det. Vi kan lave et sammen? Blogpartiet? ;-)

      • Ja. Og hold nu k…. vi ville få meget indflydelse.
        For slet ikke at tale om alle de penge vi sparer på markedsføring!

        NB – mener lige at have læst om en, der fik stjålet sadlen på sin cykel. Heller ikke helt optimalt…

        • The CityGirl

          17. juni 2011 — 19:06

          Altså hvis nogen gider laver al benarbejdet skal jeg gerne være spidskandidat ;-)
          Gider bare ikke det der med at skulle indsamle underskrifter og alt det der halløj…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑