Vi var helt kampklar fredag morgen, da vi gik ud af døren til det royale bryllup. Eller det vil sige, at vi egentlig var meget afslappede, for hvor svært kunne det være? Vi skulle jo bare lige et par stop med undergrunden, gå en sjat, og så ville vi have en god plads.
Og vi var jo i pissegod tid; klokken var kun kvart over ni.

Problemet var bare, at vi ikke var de eneste der havde tænkt det (hvilket vi godt vidste på forhånd), og at de havde lukket alle de veje og parker af, som vi havde kalkuleret med skulle være vores rute (hvilket vi IKKE vidste på forhånd).

Så det blev 4-5 timers vandring i rimelig ukendt land, hvor vi manglede et kort, og i særdeleshed en netforbindelse. For nettet og London var long gone nærmest hele fredagen.
Da vi indså at vi ikke kunne komme ind i Green Park, måtte vi hurtigt tage nye beslutninger, og besluttede at vi ville skynde os op i Hyde Park og så i det mindste se hendes kjole på storskærm. Midt i vores kamp for at forcere masserne så vi pludselig Kate køre rundt om hjørnet.

Det passede også nogenlunde med tidsplanen, og eftersom mængden gik amok i hujen og blitzlys, tænkte vi at det klart måtte være hende, tog et billede og skyndte os ind i Hyde Park.

Efter at have gjort det, med omkring en milliard andre, skyndte vi os ned mod The Mall og Buckingham, så vi kunne se dem køre forbi. På vejen derhen begyndte folk åbenbart at blive så desperate, at de forcerede hegnet ind til Green Park, og pludselig så man pæne familiemennesker hoppe over i hobetal:

Vi orkede ikke at forcere et hegn, med udsigt til at blive anhold, så vi fortsatte kursen mod det forjættede land. Og det gik også rigtig godt til at starte med; eneste problem var bare, at vi befandt os på Pall Mall, som går parallelt med The Mall, og kunne ikke komme igennem én eneste af sidegaderne. Der var fuldstændig lukket.

Så stod vi der, og gode råd var dyre – og nettet var stadig nede. En hurtig beslutning om at gå op til Trafalgar Square, så vi i det mindste kunne se det skide kys på storskærm, blev taget – og så gik vi derop og stod.

Vi så kysset, vi så Kate (igen) og hendes prins. Vi så hele det royale cirkus stå og vinke som om de ikke gad det. På storskærm. Og så så vi naturligvis alle de gale englændere der var klædt i Union Jack fra top til tå på den ene mere kreative måde end den anden.

Konklusionen må være, at hvis man tager til sådan et cirkus skal man være bedre forberedt og absolut ikke undervurdere et royalt bryllup! Og det sære er, at selvom vi ikke så en eneste royal IRL (bortset fra Kate i bilen), så følte vi, at vi var med til brylluppet hele vejen. For London var én stor fest, og så skal man godt nok være kedelig for ikke at blive fanget af den stemning.

Vi ønsker tillykke til Will & Kate, og skal nok forberede os bedre til næste gang en britisk kronprins skal giftes.