Enten har Gud virkelig set sig sur på mig, og besluttet bare pr. default at pisse i min latte hver dag, eller også er min fødselsattest skudt 40-50 år forkert, og i virkeligheden er jeg en gammel (sur) dame, med alle de skavanker der medfølger.
For efter jeg fyldte 30 (eller 70-80) kan der åbenbart kan ikke gå én eneste fucking dag uden at der skal tilføjes en ny sygdom til journalen. Og det er faktisk ved at blive lidt trættende.
Måske var det også derfor jeg var så lang tid om at tage mig sammen til at ringe til min læge, og først gjorde det i morges, for jeg har jo aldrig været en der render til lægen konstant som en anden hypokondor – men det bliver man på en måde bare tvunget til når nu man rent faktisk fejler noget konstant.
Så søvndrukkent og med pudemærker på kind (hvorfor har læger kun telefontid absurd tidligt?!), ringede jeg til hende og hun syntes ikke det var nok at tage den pr. telefon, men stemte klart for at vi skulle ses. I dag.
Og for ikke at blive kategoriseret som alt for hypokondor-agtig, havde jeg faktisk ja-hatten på lige indtil hun forlangte at jeg skulle smide bukserne, og da hun sagde ordet “Underlivsbetændelse” mens jeg lå med stængerne oppe, lå ja-hatten langt ude på Nørrebrogade og var blevet kørt over af mindst syv 5A busser.
For nu synes jeg bare festen stopper her. Specielt når man som kvinde altid har fået tudet ørene fulde af, at underlivsbetændelse jo nærmest er mere farligt end ebola og at man kan blive steril og ting i den dur – og hvis det var min mormor der prædikede, så kunne man faktisk næsten dø af det.
Læge: Hvor lang tid har du så haft det sådan?
Mig (m. mumlende stemme): Et stykke tid…. måske nogle uger….
Læge: Det er helt klart underlivsbetændelse!
Mig (forsvarsberedt): Men jeg troede bare at det var æggestokkene der lige rørte lidt på sig. Det gør de jo nogen gange!
Læge: Ikke på den måde. Ikke når det er inde omkring livmoderen.
Mig (overgivende): Nå, ok….
Så blev man lige slået hjem på fakta, bare fordi man er virkelig ringe til anatomi, og kategoriserer det meste som æggestokke dernede, og ikke tænker, at livmoderen gør andet end at sidde helt stille og bare være på hold indtil den eventuelt skal bruges.
Og eftersom jeg åbenbart har taget fejl af livmoder og æggestokke i flere måneder, og ikke bare uger, er jeg sikkert også steril nu og hænger formentlig på randen af livet.
Så Rock on! Vi glæder os til morgendagens sygdom – måske man får en præmie af det danske sundhedsvæsen når man fejler x antal sygdomme. Jeg håber, det er en splinterny krop, som er ung og fast i kødet, med større bryster og flad mave – og en slank ringfinger!
9. maj 2011 — 22:15
Arj men for hæææælvede da også.
Har intet klogt til dig. Kun bandeord. Fuck.
9. maj 2011 — 22:19
Det er ok, i virkeligheden har jeg også kun bandeord – de så bare ikke så pæne ud på skrift, så syntes at jeg var nødt til at vride lidt mere ud af ærmet… Men ja. Fuck.
9. maj 2011 — 22:22
underlivsbetændelse er jo en gammel traver, som heldigvis ofte lader sig aflive med en omgang penicilin:) Jeg skulle dog først igennem den meget lange og ydmygende “skal-vi-ikke-lige-først-tage-en-graviditetstest-nej-det-behøves-faktisk-ikke” samtale.. Hvor mange udenoms forklaringer findes der på ordet cølibat?!
9. maj 2011 — 22:30
Ja, og er naturligvis allerede på penicillin – men er bare røvtræt af at fejle 1000 ting! Men du har ret ;-)
Jeg slap overraskende nok for graviditetssnakken denne gang; den har vi jo ellers taget de sidste 4-5 gange jeg har været deroppe. Men nu fik hun også en urinprøve til at starte med, så lur mig om hun ikke også lige tjekkede at jeg var gravid der ;-)
Og jeg er også ved at løbe tør for synonymer for cølibat… For guds skyld lad være med at sige, at det er ufrivilligt cølibat! Så skal I bare have den medfølende snak om hvorfor der ikke er en kæreste. Og den er også træls…. (selvom den er velmenende)
11. maj 2011 — 20:56
Det er da egentlig lidt underligt, at når du nu endelig havde noget med underlivet, så glemte hun helt at foreslå graviditet.
12. maj 2011 — 12:51
Ja, men tror du ikke hun lige testede det i urinprøven? Ellers ville vi nok skulle have talt om det, tror jeg ….
10. maj 2011 — 14:33
Nu spørger jeg (helt sikkert) dumt, men kan “galdestenen” ikke hænge sammen med underlivsbetændelsen??
Og ja, kan også kun sige: ØV og FUCK! ;)
Go’ bedring :)
10. maj 2011 — 15:49
Det ville være rart, men det er desværre to separate ting – altså medmindre “galdestenen” har vandret virkelig langt, og jeg dermed også vil være den første i verden der har prøvet det ;-)
10. maj 2011 — 21:03
håber du fik talt med lægen om risikoen for at blive steril for jeg er ret sikker på at den nu-til-dags (som vi gamle koner siger) ikke er særlig stor og at du kan tage bekymringshatten af nu hvor du er kommet i behandling :-)
10. maj 2011 — 21:08
Hun nævnte det faktisk slet ikke, så jeg tror du har ret. Er jo bare blevet totalt indoktrineret af min mormor i sin tid ;-)
11. maj 2011 — 20:58
Jeg synes, det lyder som om du lige tager samtlige sygdomme du kommer til at fejle på én gang i stedet for at sprede dem med løs hånd hen over livet. Det er måske i virkeligheden ikke så slemt (når du endelig bliver rask)
12. maj 2011 — 12:51
Når nu det endelig skal være, så håber jeg fandme det er sådan! Magter virkelig ikke at det skal være sådan her resten af livet…