The CityGirl

London, my love!

Det var jo som sagt en del år siden jeg havde vendt London ryggen, så det var det med lidt nervøs hjertebanken og halvsvedige håndflader at jeg trådte ud på Liverpool Street. Men da jeg kastede et blik over på pubben mens jeg tændte en smøg, og ventede på mine venner, kunne jeg mærke at vi var okay. Visse forhold kan jo godt klare, at man ikke ser hinanden et par år.

Og da vi lørdag formiddag, efter hele det royale cirkus, sad i Little Venice i solen, og bare ikke kunne løsrive os udbrød jeg: “Jeg havde helt glemt hvor meget jeg elsker London!”. Og jeg mente det faktisk.
En halv time efter stod vi inde på Oxford Circus, hvor jeg hvæsede “Jeg havde helt glemt hvor meget jeg hader London!”, mens jeg prøvede at beherske mig, og ikke slå alle de der lorte-turister ned. Og jeg mente det faktisk.

Men efter obligatorisk shopping, som blev udført med militær præcision, for at komme så hurtigt som muligt væk fra turist-helvede, bliver man jo helt salig igen, når man igen står med latte fra Caffé Nero i hånden – efter at have været pinlig og besværlig turist der insisterede på at købe deres espressokopper, og fordi det hele var så pinligt, glemte man også lige den der chokolademousse som faktisk var det egentlige formål med at gå på Caffe Nero. Lige indtil man kommer i tanker om, at London er byen uden bænke. At man ikke kan balancere tusinde poser og en kop kaffe, og at ens fødder egentlig også har meldt sig ud af gamet.

Så hader man London igen, for hvor svært kan det være at smække et par bænke op? Og undrer sig rimelig meget over, at man har en erindring om bænke på Oxford Street for 15 år siden, hvilket jo bare vil være endnu mere mærkeligt, hvis de har fjernet dem igen.
Det kan man bruge lang tid på at tale om, mens man sidder i liggestolene i Skt. James Park, hvor man også kan konstatere at London også er skrabede med springvand, som ville være rare at have til at køle stakkels fødder i.

Men når man så har brokket sig en hel del, så forsvinder alt had som dug for solen, når man går ned i undergrunden og det tager sølle 15 minutter at komme fra den ene ende af byen til den anden. Fandme mere effektivt end den legetøjsmodel af en metro vi har kørende herhjemme.

London, fandme rart at se dig igen! Jeg lover, at der ikke går lige så mange år igen inden vi mødes igen!

Categories: ferie

Fucking Frederiksberg XXI: Du bliver ikke kvalt! » « Undervurder aldrig et royalt bryllup!

9 Comments

  1. der er godt nok ikke langt mellem kærlighed og had i din verden ;)

  2. Åh, jeg havde en fantastisk tur til London… for 10 år siden!! Det er vist på høje tid at få sparet sammen til en tur igen!

  3. Kunne ikke være mere enig (omend nogle af mine fixpunkter er lidt forskellige fra dine)

  4. Jeg vil også til London! NU!

    • The CityGirl

      4. maj 2011 — 13:24

      Vent lige et par uger – så er vejret endnu bedre, selvom det også var ret godt derovre i weekenden ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑