The CityGirl

Fredag d. 13 i fuldt flor

Jeg skal aldrig mere sidde torsdag d. 12 og gøre grin med Fredag d. 13 og hvor latterligt det er med sådan noget overtro! For det er åbenbart at begå hybris, og når man begår hybris bliver man straffet med nemesis – og får smæk for skillingen når det kommer til Fredag d. 13.

Klokken 8.10 i morges ringede min telefon meget insisterende fra et ukendt mobil nummer. Regel nr. 1: Jeg tager ikke min telefon når jeg ikke er vågen. Regel nr. 2: Jeg tager slet ikke min telefon når jeg ikke er vågen og det er et nummer jeg ikke kender.
Og de regler gælder også selvom folk ringer to gange. Telefonsvarerens fineste job er jo faktisk at tage imod beskeder i tidsrummet 7-9 om morgenen, for når folk alligevel ringer på det tidspunkt, er det jo heller ikke helt raske i hovedet.

Det var dagens første nemesis: Min frisør var blevet syg og jeg kunne vælge at beholde tiden og blive klippet og krøllet af en anden eller få en ny tid. Lyder måske ikke af meget, men når det ligesom var ugens højdepunkt, som jeg virkelig glædede mig til, så var det ikke noget jeg fik ja-hatten på af. Jeg valgte at bestille en ny tid, for det virkede som risky business at lægge mit hår i fremmed frisørs hænder på en dag som i dag.

Vel inde på arbejde, åbner jeg min indbakke og finder de næste tre nemesis’er, men det der næsten pissede mig mest af, var at nogen havde hugget min vandflaske. Klokken var ikke engang ti og jeg var rasende, så jeg lod al min vrede gå ud over Oraklet på MSN – eller i hvert fald få lidt luft.

Heldigvis havde hun ja-hatten på, og skrev at jeg skulle skynde mig at bestille tid til noget selvforkælelse i stedet. Første sted havde først en tid 4. juni, andet sted svarede ikke telefonen, og jeg var ærlig talt tæt på bare at kapitulere. Men så var der pludselig bid, og hvis jeg skyndte mig kunne jeg nå både en pedicure og en massage, så jeg fortalte min chef at jeg lige var væk en times tid, og fløj så ellers ud af døren.

Eller næsten, for jeg skulle lige på toilettet, og derude mødte jeg endnu en nemesis, da det gik op for mig, at jeg havde glemt at sætte en tampon op i morges. Helt rasende stod jeg og stampede og bandede over mig selv, og hvor retarderet man har lov til at være?! Nu har man jo kun levet med det her straf af kvinden hver måned de sidste 15 år, så burde man vel for fanden have lært det.
Men jeg havde jo travlt, og skulle nå en massage, så jeg skyndte mig ud af døren, og idet jeg cykler ud af gården på arbejde begynder det at regne.

Heldigvis var det jordens bedste massage jeg fik, og pedicuren var heller ikke at kimse af, så jeg fik en smule pluspoint ind på kontoen, nemesis til trods – og så vælger jeg bare at ignorere det hun sagde med at hun syntes jeg skulle begynde at gå med støttestrømper, så jeg ikke ville få hævede fødder. Det er jo stadig ikke endelig bevist at jeg i virkeligheden er 82, så ingen grund til at gå all in på det endnu!

Jeg venter i spænding på resten af de ulykker denne Fredag d. 13 bringer – og lover aldrig at trashe den igen! Undskyld.

Categories: agurketid

Løgnelandet Aserbajdsjan » « Et lydtapet af gøgl

1 Comment

  1. Støttestrømper??!!

    Seriously??!!

    Det er sgu da foddamen, der er 82. Og mennesker, der er så gamle skal man ikke lytte til alligevel.

    Næste gang du kommer spørger hun sikkert efter rationeringsmærker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑