The CityGirl

Som en solmoden laks

Jeg har nu lært, at jeg ikke skal have nogen som helst forventninger, krav eller bare tanker om mænd. Så bliver de grebet af præstationsangst og lukker ned. Det er træls, men hvis det er vilkårene, så må vi andre jo bare indrette os – lader til at være løsningen.

Derfor var det heller ikke noget nævneværdigt følelsesladet farvel jeg tog med Giovanni sidste lørdag, hvor jeg bare kørte ham ned på posthuset, betalte 100 kroner og gik min vej igen. For 24 timer inden havde jeg givet op, og modvilligt accepteret at han ikke var modtagelig overfor mine tilnærmelser.

Onsdag fik jeg en mail fra en kvinde der havde taget sig kærligt af Giovanni, og hun skrev at der intet var galt med ham, men at jeg lige skulle betale 575 kroner for at få ham retur.
Vantro skrev jeg tilbage til hende, og forklarede én gang til hvor latterligt han havde opført sig og om vi virkelig talte om samme Giovanni. Men hun svarede, at det gjorde vi og at han havde det rigtig godt. Faktisk havde han opført sig eksemplarisk, som en solmoden laks – så vi kunne ikke konkludere andet end, at Giovanni havde haft brug for at få noget luft, og en lille ferie i Skanderborg.

Jeg indbetalte pengene, og i går morges kom Giovanni retur med pakkeposten. Køligt lod jeg ham stå i entreen og tog på arbejde, og jeg lod ham også stå efter jeg kom hjem, faktisk kom jeg til at sparke til ham et par gange fordi han stod i vejen.

I formiddags pakkede jeg ham ud igen og gik ned og hentede mælk. Billig mælk. Ikke på vilkår om jeg gad have nogen som helst forventninger om at han kunne præstere noget som helst, og tilfredsstille mig. Faktisk troede jeg så lidt på ham, at jeg købte en is på vej hjem, så jeg var sikker på at få bare et eller andet godt.

Og ganske som jeg forventede, gjorde Giovanni ikke den store indsats ved den første kop kaffe, som blev lige så slatten som sidst. Men jeg hævede ikke stemmen, jeg skældte ikke ud. Jeg tog bare kaffen, vendte ham ryggen og gav ham en kølig skulder.

Men da jeg jo er et large menneske tænkte jeg, at han godt kunne få en chance til. Og så tog han sig også gevaldigt sammen, og kunne lige pludselig godt steame mælk og lave skum og jeg ved ikke hvad!
Åbenbart skal man spille samme spil med espressomaskiner som med mænd – men hvis det er det der skal til for at få en god kop kaffe, so be it!

Categories: kaffe

Småkriminelle mandage » « Så stop dog den fordrukne niggermusik!

6 Comments

  1. Hmm. Havde nu trods alt troet, at kaffemaskiner var lidt nemmere at gennemskue end mænd, men åbenbart ikke

    • The CityGirl

      4. april 2011 — 12:00

      Troede det samme. Men nu hælder jeg næsten mere til, at espressomaskiner er mere besværlige end mænd – selvom jeg aldrig rigtig troede der var noget der kunne trumfe dem…

  2. Gad vide om man skal prøve det samme med telefoner??
    Har efter lang, sej – og blogbeskrevet – kamp med at opgradere kommunikation med crappy HTCtelefon, besluttet at give den det sidste farvel.

    Er dog ikke sikker på, jeg er standhaftig nok til at gennemføre flere dages kold telefon-skulder…

    • The CityGirl

      4. april 2011 — 12:01

      Hmmm…. svært at sige. Har ikke testet det med telefoner, men det kunne være meget rart hvis du lavede noget research på området, så vi ligesom kan få det afklaret ;-)

  3. Hvis du havde givet dyret et pigenavn, var det der aldrig sket.

    • The CityGirl

      5. april 2011 — 11:22

      Sikker? Piger kan jo også være lidt besværlige… Tøsefornærmede, dramaqueens og ting i den dur…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑