Det er sjældent man aftaler en masse vigtige ting, for så at slutte samtalen af med “Og så bare glem ALT hvad jeg har sagt!”, men det var ikke desto mindre den ordre jeg fik, efter endt telefonsamtale.

Jeg var nemlig så voksen, at jeg tog mig sammen til at ringe til den der ‘speciallæge i kirurgi og kirurgisk gastroenterologi’, hvor man bare bliver træt ved tanken af navnet, som bare lyder alt, alt for seriøst og alvorligt.
Men det var en meget sød læge der tog telefonen, og som efter at have set på min henvisning, medfølende udbrød “Det ser vist ud som om du skal have en kikkertundersøgelse. Det kan vi vist ikke rigtig komme udenom”, og det måtte jeg jo nedtrykt give hende ret i.

Så fortalte hun vidt og bredt om den der gastroskopi, og at det bare er ubehageligt, men ikke noget jeg dør af, og at hun er overbevist om at jeg sagtens kan finde ud af at synke den der dims og at alt kommer til at gå bragende godt. Uagtet at vi aldrig har mødtes, men kun talt i telefon sammen i cirka tre minutter. Og sluttede af med indtrængende at sige til mig, at nu skulle jeg jo bare glemme alt om det her indtil jeg skulle op til hende.

Hun var virkelig i hopla, hvilket man på en måde aldrig rigtig regner med, når man skal ringe til en seriøs læge om seriøse ting. Jeg vil ikke sige at jeg glæder mig, men hun fik mig virkelig til at tro på, at det ikke var så slemt som det lød. Og nu glemmer jeg alt om det indtil jeg skal derop i maj!