The CityGirl

How to cure love for cosmos

Det var en rigtig god fest i lørdags, og alt forløb (næsten) efter planen. Faktisk kan jeg ikke rigtig finde så meget at brokke mig over, når der var god mad, godt selskab, gode drinks og godt humør.
Vi åd og drak som var det vores sidste dag på jord – og det er egentlig meget rart at gøre i ny og næ. Og jeg blev fejret både med gaver, sang og quiz (hvor der bl.a. blev løftet sløret for min meget hemmelige atletiske karriere…).

Stram-op-fold-ind-og-hold-alting-på-plads-trusserne virkede – dog kunne jeg kun sidde i én stilling, hvilket var meget ladylike. Faktisk fik jeg bevist, at jeg godt kan være Kronprinsesse og sidde helt ærbart – bare t.o. til Frede, hvis han vil droppe Mary. Men da Frede jo ikke var i nærheden, skiftede jeg til back-up kjolen i løbet af aftenen, så jeg også kunne danse – og trække vejret.

Hele lime-problematikken forblev teoretisk, da vi aldrig nåede til mojitos. I stedet hældte vi cosmos ned som var det saftevand – og da jeg sippede til den sidste cosmo klokken halv syv søndag morgen, kunne jeg ikke mere. Jeg har aldrig før drukket så mange cosmos, og i skrivende stund er jeg slet ikke sikker på at jeg nogensinde kommer til at røre det stads mere. Umiddelbart tror jeg, at min kærlighed til cosmos er helt og aldeles kureret!

Men det var godt der – mindre godt var det dagen efter. Jeg har sjældent været SÅ smadret og ved siden af mig selv, som jeg var søndag. Men det er vel bare tegn på, at det var en god fest.
Heldigvis var vi alle på samme niveau, så derfor kom vi først retur til byen søndag aften, efter at have ligget og rallet på sofaen i timevis.

Naivt troede jeg, at straffen var tømmermændene søndag, men jeg tog fejl. Da jeg ramte min egen sofa søndag aften begyndte det virkelige helvede, som det tog mig 12 timer at dechifrere hvad var (måske fordi der stadig var tømmermænd inde over).
Hele søndag nat lå jeg og vred mig i smerte, der mest føltes som om der stod nogle meget onde mennesker og stak mig med knive i området mellem lige under ribbenene og ned til hoften, med særligt fokus på området lige under ribbenene og nyrerne.

Mandag morgen fik jeg endelig en konstruktiv tanke: Mavesår! Og skyndte mig, helt narko-agtigt, at finde resterne af mine piller frem. Og eftersom pillerne virkede nogenlunde, antager jeg, at min selv-diagnose var rigtig. Og når jeg tænker på, at jeg jo i virkeligheden fik hældt utrolig meget lime ned lørdag aften, som jo egentlig indeholder ret meget syre, så giver det vel meget god mening.

Så alt er på en måde ved det gamle, selvom jeg er blevet 30.

Categories: fest, fødselsdag

Den dag Birthe ophørte » « Det Store Tjek!

2 Comments

  1. Jeg skal aldrig, aldrig have Cosmos igen! Never! Phew! Men tak for fest, afsløringer og tyl ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑