Jeg har svært ved at det nu er mit mavesår der skal diktere mit liv, og ikke mindst mit sociale liv. Faktisk er jeg slet ikke tilfreds med det, og derfor nægtede jeg også i går at bukke under for det.
Det kan godt være, at jeg havde haft kvalme hele dagen, at jeg både havde kastet op og halvdelen af tiden følte, at jeg hang på kanten af noget udefinerbart dårligt, men jeg havde en aftale om noget øl, og sådan noget aflyser man jo ikke bare sådan.

For jeg havde ikke set min Manufakturhandlerinden i meget lang tid, og havde glædet mig til den aftale, så jeg hankede op i mig selv, pakkede narko og tre gulerødder i tasken og gik ind på Funch’s Vinstue (vi kommer jo kun steder hvor Kaare Sand også kommer!).

Det virkede som om frisk luft hjalp lidt, så vi gik i gang med den første øl. Og det så ud til at gå meget godt. Men kun for en stund, for så fik jeg det pludselig dårligt, og blev nødt til at løbe ud på gaden med hånden for munden.
Febrilsk stod jeg ude på Nørre Farimagsgade og ledte efter et sted hvor jeg kunne kaste op, men der var bare ikke rigtig nogen gode steder. Jeg havde valget mellem en ekstremt oplyst port og noget vejarbejde. Og da jeg nægter at kaste op i spotlys og ikke kunne få mig selv til at gøre det ned i vejarbejdet, fik jeg på en måde styr på mig selv, og kunne efter et stykke tid gå ind igen, og havde det overraskende godt igen.
Vi blev enige om, at det bare fordi jeg trængte til en dosis frisk bilos.

Så vi fortsatte, nu med vand på bordet, og min krop blev ved med at være vægelsindet; det ene øjeblik havde den det skidegodt og var med på legen, og det næste øjeblik tæskede den mig indvendig. Men så er det jo godt, at man har styr på sine åndedrætsøvelser!

Efter tre øl og tusinde glas vand fordelt på fire timer, var jeg stadig helt ædru og blev nødt til at kaste håndklædet i ringen. Ikke engang jordens mest klamme og mærkelig par, som på et tidspunkt beærede os med deres selskab, kunne fjerne fokus fra tingenes tilstand. De gjorde ellers et godt forsøg, ved at sidde og rå-snave foran os, vælte øl udover bordet, og kvinden (som lignede en krydsning mellem et trafikuheld og en narko-luder) lagde vistnok også an på mig. Det var lidt uvist, og jeg havde lidt svært ved at tage det som en kompliment – mens Manufakturhandlerinden sad på den anden side af bordet og var smadret af grin, og vist bare var glad for at det ikke var hende der var blevet kastet kærlighed på.

Jeg var ikke tilfreds med min indsats; tre øl på fire timer er bare ikke min normale standard – jeg ved ligesom at jeg kan gøre det bedre. Men jeg havde ikke så mange valg, heller ikke selvom Manufakturhandlerinden havde lovet at bære mig hen på Riget, hvis det skulle gå helt galt. Selvom det helt sikkert ville have været et kodak moment, så ville det nok også have været ret dumt at køre det helt til den grænse.

Så jeg gik slukøret hjem med min forpinte krop, velvidende at det i virkeligheden var rigtig dumt det jeg havde gjort, men var alligevel glad for at jeg havde taget kampen op mod mavesåret, i hvert fald lidt – og havde fået set Manufakturhandlerinden.