The CityGirl

We will always have Sioux City

Jeg har ikke ord for hvad vi var udsat for i går.* Og det værste af det hele var, at vi frivilligt gjorde det OG betalte utrolig mange penge for det.

Vi var i Sioux City. Den der western-by, der jo ligger hernede. Der kunne man komme til BBQ-aften med wild west show. Det lød jo i teorien meget sjovt, og StarTour havde jo også fået solgt konceptet så godt, at vi hoppede på det.
Jeg tror, at vi havde forestillet os, at det var lidt forlystelses-agtigt uden alle forlystelserne. I hvert fald havde vi nok regnet med at det var åbent.

Det var jo også åbent. Kind of. Men de eneste der var der, var dem, der ligesom os, var blevet kørt derhen i bus. Sådan lidt a la “Det beskyttede værksted på tur”.

Da vi ankom prøvede vi at lade som om vi ikke var en del af gruppen – men det var jo lige meget, for alle var der jo i grupper.
Vi startede ud med at få et fint papirsarmbånd på armen, så vi kunne benytte os af den frie bar og all-you-can-eat-buffet. Og det var jo meget godt vi havde det på, for det blev jo tjekket konstant. Eller ikke. Vi var jo de eneste der var der!

Så stod den på BBQ, og en virkelig fesen en af slagsen med tilhørende sur vin. Bagefter blev alle gennet hen til saloonen hvor den frie bar var. Og så var det show-time!

Først var der en koncert med The Man Who Put The O in Country! hvortil der var tre kvabsede piger der dansede linedans og forsøgte at få folk med. Det lykkedes faktisk til vores store overraskelse. Og alt i mens folk gladeligt kastede sig ud i linedans, stod vi udenfor og prøvede at få noget ud af den fri bar, mens vi messede for hinanden “Hvad laver vi her? HVAD LAVER VI HER?!”.

Efter country/linedans intermezzo var det tid til det stoooore westernshow – og alle blev gennet ind en arena. Og jeg skal da lige love for at vi fik set show! Der var både dans og sang og cowboys og indianere og cancanpiger og heste og køer. Og folk syntes gudhjælpemig at det var sjovt!

I en hel time holdt vi det ud, mens vi ikke lavede andet end at filme og tage billeder. For på en måde skulle det her jo dokumenteres; ellers er der jo ikke nogen der vil tro på at det virkelig er sket! Plus at det ligesom var det eneste vi kunne foretage os.

Men så opgav vi også, og gik tilbage til saloonen og den frie bar. Lige i tid til at alle billederne blev rullet ind. Altså de billeder vi blev tvunget til at få taget ved ankomst hvor vi fik cowboyhat på og skulle stå med en mand i et udefineret klamt kostume.
Vi endte med at købe vores billede – i ren panik. Det begyndte at handle om at slette alle spor, og vi blev enige om, at hvis vi nogensinde bliver kendte, så er det jo sådan et billede der pludselig vil dukke op. 5 euro kostede det os at slette alle spor, men jeg tror de er givet godt ud.

Efter at have panik-hamstret drikkevarer i baren var det tid til at tage hjem, og alle blev gennet tilbage til busserne. På turen hjem var vi igennem næsten hele følelsesregistret, og kom frem til, at den bedste beskrivelse af det vi havde været med til var “3,5 times angst-anfald”.
Men på den positive side, så vil vi jo altid have Sioux City! Og det er i sandhed en aften vi aldrig vil glemme – selvom det måske er det vi helst vil.

*Billeder og video kommer senere!

Categories: ferie

The flight of shame » « Se aldrig direkte på en Finne!

5 Comments

  1. Hold nu kæft hvor fantastisk! Jeg kan godt lide I sådan går ALL in på charter. Man skal jo tude som de ulve man er iblandt.
    Synes alligevel der er et lidt pudsigt valg fra Grand Canarias side at gå western. Tror hvis det var mig der var den (Grand Can. that is), ville jeg nok vælge en lidt mere… overbevisende temafest at profilere mig på. Noget med noget sydhavstema slash ø-tema. Måske pirat for lige at pifte den op… Jeg ved ikke. Noget i den dur.

    Husk at sige ja tak, hvis der er noget lummert lokalbefolkning, der gerne vil kysse. Det kan altid blive en sjov historie, og om ikke andet altid presses ind under kategorien “ferieflirt” hvis han viser sig at være George Costanza.

    /Helle

    Ps – hvornår skal I til grisefest?

  2. Wow, det lyder fælt. Tror ikke jeg havde vovet mig derhen, men jeg blev så også skræmt til døde, da jeg så Westworld som barn: http://www.imdb.com/title/tt0070909/

    Håber at I i det mindste blev fulde. Glæder mig til at se billeder.

  3. Var på charter i 1990, det var hæsligt – sidste år tænkte jeg, det simpelthen måtte være blevet bedre, umuligt stadig kunne være hæsligt…sidste år var mit livs sidste charter, fatter stadig ikke folk, der frivilligt tager på charter, men håber du nyder…oplevelsen!

  4. Tak for vedligeholdelse af mine charterferiefordomme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑