The CityGirl

Tvangsfødselsdagsgave

Jeg går ikke voldsomt meget op i makeup. Bevares, jeg foretrækker mit eget spejlbillede efter de 7 minutters turbo-maling, hvor der er blevet fægtet med lidt mascara og pudder osv. Men jeg ejer ikke tålmodighed til at stå og bruge evigheder på at male et skønmaleri på mit ansigt.
Derfor var det også endnu mere sært at jeg stod og købte makeup sammen med min kollega.

Hele “problematikken” var opstået ved at han havde insisteret på at ville give mig en god fødselsdagsgave efter eget valg. Allerede der var jeg i vildrede. Jeg kunne jo ikke sige til ham, at jeg vildt gerne ville have Mulberry taske – det antog jeg var lidt udover budgettet. Altså det budget, som jeg ikke kendte. For jeg har aldrig haft brug for at vide hvad budgettet er for en fødselsdagsgave, givet af en god kollega, på bedste insisterende vis.
Valget faldt på Black Books dvd – den tænkte jeg måtte være passende på alle måder.

Derfor tog vi den lange tur ned ad Strøget i dag efter arbejde, for at gå i Fona 2000 – kun for at nå frem på slaget 18, hvor den lukkede. Valget stod derefter mellem Illum og Magasin, og jeg havde på en måde frit valg på alle hylder – men jeg vidste virkelig ikke hvad jeg så ville have!

Efter at have været omkring børneafdelingen i Illum, ur-afdelingen og Elizabeth Arden, kom jeg i tanker om, at jeg faktisk godt kunne bruge en ny Kohl blyant. Helt glad for at have tænkt en konkret tanke med konkret udfald, gik vi over i Magasin til Mac.

Og så stod jeg og prøvede Kohl og øjenskygger, og prøvede lidt at få ham inddraget. Det tænkte jeg, at man gør? For jeg har faktisk aldrig browset makeup med andre – jeg plejer jo også bare at købe det samme. Og hvis jeg endelig giver mig tid til at kigge på de endeløse rækker af øjenskygger og læbestifter, så gør jeg det solo. På en måde er det en ret privat ting.
Men han virkede ikke imponeret, og det kan jeg godt forstå. Det ville jo være det samme hvis nogen slæbte mig med i en køkkenafdeling og bad mig vurdere køkkengrej.

Det endte med en øjenskygge og en Kohl blyant – og han tjekker op på om jeg har det på imorgen.
Og selvom det var virkelig mærkeligt (og sært grænseoverskridende) at købe makeup med mandlig kollega, så var det også ganske hyggeligt – og ikke at forglemme ret fantastisk at have en kollega, som hårdnakket bliver ved med at insistere på at give en fødselsdagsgave.

Categories: fødselsdag

Tvunget i knæ af Dorthe Kollo » « Det blev en Giovanni!

6 Comments

  1. Synes faktisk også det er lidt mærkeligt. Jeg holder mig mere til at drikke øller med mine mandlige kollegaer – og ok så var der dengang mandlig kollega og jeg filede hans cykellås over udenfor kontoret

  2. En mand, der insisterer på af give en gaver??? Phonenumber, please!!!

  3. Det lyder i det hele taget, som en akavet situation…?? Det er jo svært at finde noget, når man ikke kender budgettet. Så kræver man jo nærmest bare ind, hvis det falder uden for budgettet…??

    Nå, men jeg synes, det lyder som om, du klarede det rigtig flot :)

  4. The CityGirl

    24. februar 2011 — 12:55

    @Takashimaya: Ja, ret mærkeligt – men også hyggeligt. Åbenbart kan man godt lave andet end at drikke øl med sine mandlige kolleger ;-)

    @Headandheels: Jeg tror jeg holder ham for mig selv; ellers kan det jo være at jeg ikke får flere gaver, hvis der pludselig er mange der skal have! :-)

    @Ria: Ja, igen en situation, hvor man virkelig manglede en manual! Er også selv ret stolt over hvordan jeg fik den kringlet da Fona 2000 var lukket ;-)

  5. Men skal du så også give ham gave? Og hvad vil du så give ham?

    • The CityGirl

      24. februar 2011 — 18:51

      Udover at jeg faktisk ikke lige ved hvornår han har fødselsdag, så kunne jeg nok godt finde på at give ham en gave. Man vil jo gerne være sød ved dem, der er søde ved en selv ;-)
      Men hvad det skal være, ved jeg ikke – måske jeg skal lave samme trick på ham, når den tid kommer…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑