Hvis jeg skal dømme ud fra friskhedsfaktoren her dagen derpå, så må jeg konkludere at det er hårdt at fylde 30. For det eneste konstruktive min hjerne har kunne diske op med i dag, har været hede fantasier om kaffe og sofa, kun afbrudt af lidt angst-tanker,

Men det kan muligvis også have lidt at gøre med, at jeg kastede mig ud af at blive fejret næsten direkte fra charter, og kan muligvis også have lidt at gøre med, at jeg straffede mig selv hårdt hele aftenen i går, ved komme så tæt på at foræde mig som jeg nogensinde har været.

For vi var på Pastis Fish Market, som jeg allerede har udnævnt til min nye yndlingsrestaurant! Jeg kan jo ikke andet, når jeg får serveret de bedste moules, en ganske anstændig creme brûlée, for slet ikke at tale om den overdådige platte med hummer, østers, jomfruhummer og krabbe til forret. Og som den autist jeg er, kan jeg ikke levne god mad – og da slet ikke hofretterne!
Derfor sled jeg mig igennem mad og vin og kaffe og var på nippet til at bukke under op til flere gange.

Derfor var kroppen stadig lidt i undtagelsestilstand, da jeg fik den sparket ud af sengen i morges og ud i kulden. Og mens dagen sneglede sig afsted, som den jo altid gør, når det man fantaserer mest om er kaffe og sofa, bød min hjerne også ind med sporadiske angst-tanker. Sådan lidt a la “Fuck jeg er 30! The big three o! Fucking 30!” inden den gik i dvale igen.

Og sådan gik den første dag i resten af mit liv; for det meste i en døs, men med bratte opvågninger ind i mellem, når virkeligheden ramte. Heldigvis var det ikke ikke så tit, for det var ikke så skide rart. Virkeligheden gør jo altid lidt ondt, når man er træt.