Jeg brugte min lørdag på at lege Familien Danmark – eller i hvert fald iagttage dem på afstand. Først tog jeg turen København-Rågeleje-København-Bagsværd, og konstaterede, at jeg var helt off. På vejene konstaterede jeg kun Citroën Berlingoer i sikre blå og grønne farver, kun suppleret op med et par enkelte Ford og Volvo, og så lige Miss Marilyn og jeg – og en enkelt Jaguar.

Jeg ved ikke om det var fordi jeg var mere vågen end normalt, når jeg tager den tur, og at jeg bare ikke har lagt mærke til hvilke biler der er omkring mig, eller om det måske var Berlingo-dag i går. I hvert fald var det så meget, at det begyndte at skræmme mig.

Efter at have tilbagelagt x antal kilometer, endte jeg i Bagsværd, hos de gamle, for at teste mad til den forestående fødselsdag, og da det gik ret nemt og smertefrit, var der ikke så meget andet at lave end at se det danske Melodi Grand Prix.

Normalt plejer jeg jo at se det sammen med Romantikeren, mens vi er helt uden filter – og derfor var det også lidt svært at finde fodfæste, eftersom jeg jo sad sammen med mine forældre. Der er bare visse ting man ikke siger i stuen i forstæderne.

Men det lavede min far hurtigt om på, og mens han analyserede det der foregik på skærmen bedre end Romantikeren og jeg kunne, blev jeg helt bekræftet i, at æblet ikke falder langt fra stammen.

Faktisk var han så streng, at jeg blev nødt til at forsvare de stakkels mennesker. Eksempelvis mente han, at hende Stine Kinck havde unaturligt lange ben. At de faktisk var FOR lange. At der i bund og grund var noget galt med hende. Og hende der legede ABBA, så ud som om hun havde tisset lidt i bukserne. Det måtte jeg give min far ret i; det så faktisk ud som om hun havde sluppet et par dråber ud.

Og mens min far og jeg dissede nærmest alle deltagerne, sad min mor og tog sig til hovedet. Men når man er begyndt kan man ikke bare stoppe. Så vi blev ved, og rundede da også lige dommerne, hvor Bent Fabricius-Bjerre altid er med. Selvom han jo er omkring de 220 år – og i virkeligheden lidt ligner Mærsk. Måske de endda er én og samme person? Mærsk by day, Bent Fabric by night.

Favoritterne måtte vælges ud fra udelukkelsesmetoden, og valget faldt på sang nr. 9 og 10. Sang nr. 9 fordi de havde husket at bruge vind-maskine (SÅ vigtigt når vi skal imponere de østeuropæiske lande!) og sang nr. 10 fordi den næsten godt bare kunne være en god sang. Lidt fesen, men alligevel.

Og mens vi sad og hørte sangene om og om igen, for showet ville jo bare ikke stoppe, lød det næsten som om sang nr. 10, som også var den der vandt, godt kunne være en støttesang til Afrika – eller i hvert fald Nordafrika pt. Men hellere stille op med en støttesang til Afrika, end en der har tisset lidt i bukserne.