The CityGirl

Tvangs-utroskab

Jeg er ikke den utro type. Faktisk har jeg aldrig været nogen utro. Sådan rigtig. Det tæller jo ikke rigtig at man kommer til at kysse på en fyr inden man har fået sagt til ham den anden man oprindeligt kyssede på, at man ikke længere gad kysse på ham, når man ikke engang var kærester.

Så det er ikke rigtig noget jeg praktiserer, andet end når jeg bliver tvunget ud i det, hvilket lidt var følelsen, da jeg træt traskede hjem i mine gummistøvler, som jeg praktisk taget bor i pt. For de er fornuftige. De er behagelige. De er praktiske. De er varme – og de er også begyndt at lugte lidt (…).

Og de er også så langt fra alle mine stiletter, som de overhovedet kan være – og det er dem jeg lidt føler, at jeg er utro. De står bare og samler støv, mens jeg fornøjer mig med flade, fornuftige vinterstøvler.
Jeg savner mine stiletter, eller i det mindste bare at have mine røde højhælede støvler på. Men jeg er jo ikke idiot, kun blond, så derfor vil det jo være selvmordsagtigt at tage noget som helst andet på, end praktisk og fornuftigt fodtøj i disse tider.

Problemet stopper jo ikke bare der, for med praktisk fodtøj, følger generel behagelighed – og jeg er lidt på vej over på den anden side, hvor jeg foretrækker noget behageligt og praktisk, fremfor alt det andet, som jeg normalt render rundt i. Og det er egentlig det jeg er mest bange for.

For hvis den her vinter bliver ved, så kunne jeg godt komme ud på den anden side, som en af dem der bare har givet op. For hvis jeg bliver for magelig, så er der ikke langt til dovenskab, og lige efter dovenskab ligger det sorte hul, hvor man bare giver op!
Og jeg vil ikke ligne hende jeg så i bussen i morges, som helt bestemt havde givet op, og bare havde dækket det hele til med en poncho!

Jeg håber, at jeg kan komme ud af det her tvangs-utroskab inden det tager overhånd, for jeg vil bare ikke være poncho-kvinden på 300 kilo i bussen. Så hellere bare hende der står og snakker med sig selv og alle stemmerne i hovedet. Der kan man i det mindste stadig godt have stiletter på.

Categories: forhold, sko

Ønskeseddel-panik-angst-nedsmeltnings-anfald » « Hvorfor man skal huske at holde ferie

3 Comments

  1. Åh, bare det ikke er mig, du har set?! Altså ikke at jeg vejer 300 kilo ELLER ejer en poncho (okay, jeg ejer faktisk en poncho, men den ser KUN dagens lys herhjemme når det er MEGET koldt og gardinerne er trukket for), men… Kender godt følelsen af at have givet op. Ikke totalt. Men i hvert fald – som du skriver – at have overgivet sig totalt til det komfortable frem for det lækre. Hmm…
    Skal man bekæmpe det eller bare håbe, at komfortabel bliver smukt og smart en dag??

    • The CityGirl

      10. januar 2011 — 19:02

      Det lyder ikke som om det var dig, hence at du ikke vejer 300 kilo ;-)
      Men jeg er også gået all in på komfortabelt – stod gudhjælpemig hjemme hos mine forældre forleden og ledte efter mine gamle moonboots……..

  2. Oh no!! Jeg har trasket rundt i min mands store vinterjakke og følt, at jeg var iført et telt… :/ Men den var varm! ;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑