The CityGirl

Pack up your troubles in your old kit bag

Jeg var oppe hos den arrogante tandlæge i dag, for at høre den (vistnok) endelige dom.
Efter at jeg sidst havde tabt alle mine marmorkugler endnu engang hos en vildtfremmed tandlæge, tog jeg ingen chancer denne gang, og havde derfor prøvet at psyke mig selv, så jeg ikke stod helt grådlabil igen, når jeg fik noget nyt at vide, som kunne trumfe tidligere nederen udmeldinger.

Ikke at jeg egentlig kunne forestille mig hvad det kunne være, men på den anden side, havde jeg jo heller ikke forestillet mig, at tingene blev værre end første gang. Så jeg tænkte, at det kunne være at jeg fik at vide, at jeg blev nødt til at få større bryster, fordi det ellers ikke ville matche min kæbe. At jeg måske skulle have en fedtsugning på røven for at matche proportionerne. At jeg skulle klippes i en kikset frisure, eller måske have farvet håret i en anden farve. Eller måske skulle form på næse og ører bare fikses. Jeg vidste det jo ikke, så jeg forsøgte at være forberedt på hele paletten!

Konsultationen startede rigtig fint med at han begyndte at skændes med mig, fordi jeg påpegede at jeg ikke havde brudt mig om hvordan han var sidst, og at han ikke havde givet svar på noget. Det opfattede han som en invitation til et skænderi, hvor jeg fik at vide at jeg jo ikke var særlig pædagogisk (var ikke klar over at det var patienternes opgave at være det…) og at jeg måske bare skulle finde en anden tandlæge.

Jeg modsagde ham ikke, og prøvede helt pædagogisk (og med et drys diplomati), at få ham til at lægge fakta på bordet, for “nu er jeg jo her, og du har noget information, så det kan vi jo lige så godt tale lidt om?”.
Han mildnedes en smule, og fortalte, næsten glædesstrålende, at jeg har et skjult overbid. (Teknisk set, kan enhver jo komme og sige at man har noget der er skjult – det kan man jo ikke argumentere imod!).
Og det er åbenbart det der er humlen i hele konstellationen bøjle vs. kæbeoperation&bøjle. At hvis jeg får rettet tænderne, så vil overbiddet ikke længere være skjult og så bliver det virkelig grimt.

Pædagogisk (og med et drys diplomati) sagde jeg, at jeg gerne ville til Odense, fordi der ikke er ventetid, samt at man kan få sat bøjlen indvendig, og han indvilligede i at finde ud af at få mig henvist dertil. Og så skiltes vi på nogenlunde venskabelig fod – eller måske bare som tavse fjender.

Jeg formåede at holde på marmorkuglerne og ikke blive helt grådlabil foran ham – men nu kom der jo heller ikke som sådan nye ting på bordet; kun det skjulte overbid. Ikke engang prøverummet i H&M kunne få tårerne frem, hvilket jo normalt kan trække al selvtillid ud af enhver.

Det var først i bussen hjem, efter jeg havde købt treats til mig selv i både H&M og Lagkagehuset, at jeg blev helt grådlabil – hvilket tydeligvis ikke huede den unge knøs ved siden af; han lignede ikke en der var parat til at trøste fremmede piger i bussen. Og jeg havde egentlig heller ikke synderlig meget lyst til at blive trøstet af fremmede. Så jeg tog mig sammen, og holdt grådlabiliteten på et minimum.

Categories: tandlæge, uventet drejning

Hvis jeg tager en gigantisk ja-hat på… » « I was so airbrushed and pretty!

2 Comments

  1. Du er virkelig fan af ordet grådlabil. Har du prøvet at ryste posen lidt og finde et synonym?

    • The CityGirl

      27. januar 2011 — 00:15

      Well, som du selv siger, så er jeg fan af ordet. Det dækker meget med et enkelt ord i stedet for at skulle forklare noget med en masse ord. Og når nu det netop var det jeg var, synes jeg jo at det dækker meget godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑