The CityGirl

I internationalt farvand

Det er begyndt at blive en dårlig vane at svinge forbi Lagkagehuset når jeg går fra arbejde. Faktisk ikke pga. hvad jeg køber i Lagkagehuset, for jeg holder mig strengt til kun at købe de søde sager derinde fra i arbejdstiden. Så når jeg svinger derned efter arbejde er det for at købe sunde ting, som godt brød, hvilket jeg faktisk er lidt stolt af.

Derimod er jeg ikke så stolt af den autistiske regel jeg har fået bikset sammen for mig selv vedrørende de butikker der ligger mellem arbejde og Lagkagehuset. For af en eller anden grund er de ligesom taxfree zonen i lufthavnen, og et sted hvor det ikke tæller, at man shopper. Og når der er udsalg, så tæller det endnu mindre!

Derfor må jeg gerne shoppe i de butikker, fordi det er jo inden for et kontrolleret område og jo altid på tid, da tiden mellem arbejde og luk jo er minimal. Det er lidt ligesom når man er internationalt farvand.

I dag stod jeg så i endnu en butik, som viste sig at have et bragende godt udsalg. Problemet var bare, at det mest var på bukser. Og da jeg er den type der aldrig gider prøve noget når jeg shopper, og i særdeleshed ikke når jeg står kvart i luk og er pakket ind i tusinde lag pga. vinter, bliver det tricky med bukser. For bukser er det eneste som man skal prøve. De snyder altid!

Men jeg gad ikke. Så efter lidt diskuteren frem og tilbage med stemmerne i hovedet om det store problem, besluttede jeg at købe dem uden at prøve dem – jeg kunne vel altid gå ned og bytte dem, hvis størrelsen viste sig at fejle.

Da jeg stod oppe ved kassen spurgte jeg pænt om de kunne byttes hvis størrelsen var forkert, og før jeg vidste af det, fortsatte jeg ud i en længere løgnehistorie om, at de var en fødselsdagsgave til en veninde, og at man jo aldrig kan være sikker på størrelser og bla bla bla.

Jeg ved virkelig ikke hvor det kom fra, og slet ikke hvorfor jeg skulle fortsætte historien i det uendelige. Ekspedienten så også ud som om hun syntes det var en lidt lang og rimelig kedelig historie jeg skulle dele med hende, mens hun pænt satte byttemærker på mit ikke-gave-tøj.
Og mens jeg stod og hældte løgn med løgn på udover den ekspedienten, tænkte jeg, at jeg virkelig er et dårligt menneske, når jeg åbenbart i dén grad har brug for at lyve lodret overfor fremmede mennesker.

Det må være på grund af det internationale farvand. Normalt lyver jeg jo ikke. Så meget.

Categories: shopping

Ego med ego på » « En app frem for en mand

8 Comments

  1. Hahaha – jeg kender det SÅ godt! Hvorfor gør man det? Og det er jo helt, helt tydeligt, at man lyver. De VED det, og det er jo bare mega-irriterende for dem, at de skal bruge tid på at sætte det der mærke på. Fik du hende også til at pakke dem ind? Det har jeg også gjort… Jeg tror, det måske stammer fra dengang, jeg ikke helt var gammel nok til at drikke, og at jeg fro alt i verden skulle skjule, at den der Pisang Ambon (!) – eller hvad var det den der frygtelige røde, billige én kostede? – var til én selv… Som om, man ville give det i gave til en voksen. Eller som om, at der var nogen voksen, der gad drikke det skidt!

    • The CityGirl

      22. januar 2011 — 15:17

      Fik hende ikke til at pakke dem ind. Denne gang. Det har jeg også fået gjort før, fordi det også virker mærkeligt at det ikke skal pakkes ind, når nu det er en gave… Kom i stedet med en laaang forklaring om at de skulle pakkes ind sammen med noget andet….

    • The CityGirl

      22. januar 2011 — 15:18

      Normalt er jeg også af den overbevisning. Hader udsalg, og synes sjældent der er noget at komme efter. Men det var der jo tilfældigvis i går…. ;-)
      (Og de andre gange jeg har været i det der internationale farvand, har det heller ikke været udsalgsting der er røget i posen…)

  2. Måske det havde været nemmere blot at prøve bukserne?? Bare til en anden gang…

    • The CityGirl

      22. januar 2011 — 15:19

      Umiddelbart er det da lidt nemmere at lyve end at skulle pakke sig selv ud af de fyrre lag tøj man er iklædt, tænker jeg… Kunne være jeg skulle få prøvet bukserne nu….

  3. Den slags løgnhistorier bruger jeg også når jeg har ædeflip og bare er nødt til at købe mere end EN kage hos bageren. Så får den røvligeglade ekspedient også historien om gæsterne der kommer senere.

    Og så går jeg hjem og æder hele lortet selv.

    • The CityGirl

      22. januar 2011 — 15:21

      Kunne være jeg også skulle udvide med bagerbutikker – det har jeg faktisk aldrig gjort. Måske har jeg ingen skam når jeg står i en bagerbutik, hvilket jeg vel mere burde have, end når jeg står i en tøjbutik…. ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑