Hele weekenden har jeg været i et fast forhold med en mande-midtlivskrise-influenza. Altså så fast som man nu kan være med sådan en. For helt klassisk og forudsigeligt har den været helt vægelsindet; så ville den gerne, og så kunne den ikke lige overskue det alligevel, og så måske og så alligevel ikke.

Så hver aften har vi siddet og flettet fingre, og hver nat har vi ligget i ske, og hver morgen har den været pist væk – og det har været som om den aldrig har været der.

Sådan var det også i morges, efter at have været helt tæt med den i går aftes og i nat, hvor jeg troede at jeg ville vågne op med 39 i feber, men i stedet vågnede jeg op uden nogen tegn på at den havde været der.

Derfor tog jeg på arbejde, og troede at det var det. Det plejer jo aldrig at blive til mere med de midtlivskriser. Men allerede i bussen satte den ind, og har ligesom bare trukket mig langsomt ned derfra.

Klokken halv to måtte jeg kapitulere, og gå hjem sammen med min midtlivskrise-influenza, og nu ligger vi på sofaen og leger at vi har et helt fast og sygt forhold.