The CityGirl

Det store bus-lotteri

Det dummeste man kan gøre, når det er tusinde grader koldt, december og man ikke er den eneste der har fået den idé at skippe cyklen til fordel for bussen, er at stå af på Nørreport på vej hjem fra arbejde. Og det vidste jeg godt, da jeg stod af bussen på Nørreport i dag, på vej hjem fra arbejde.

For chancen for at komme på den igen, er omtrent lige så stor som at vinde i lotto. Men jeg var nødt til det i dag. For jeg SKULLE i Irma og købe æbleskiver og alt det andet obligatoriske, som jeg lover står på bordet hvert år, når pigerne kommer forbi til julehygge og gaveudveksling.

Så mellem Rådhuspladsen og Nørreport havde jeg en intens debat med mig selv og min hjerne om hvorvidt pigerne ville kunne smage forskel, hvis jeg nu undlod at stige af bussen og i stedet kørte hjem og købte ind i Netto i stedet. Men vi ved jo allesammen godt, at Irmas æbleskiver bare er flere solsystemer fra Nettos, så med mindre jeg drak dem fulde før jeg serverede æbleskiver, ville jeg jo blive afsløret.

Modvilligt steg jeg af bussen og ud blandt jule-psykopaterne på Nørreport og forsøgte så vidt muligt at skynde mig igennem Irma. Ude igen var spørgsmålet så hvilken bus jeg skulle satse på? 5A med omkring 200 ventende mennesker? 6A med omkring 200 ventende mennesker? Eller 350S som vi jo allesammen ved aldrig kommer, når jeg stiller mig over til stoppestedet.

Jeg valgte alligevel 350S, som faktisk kom før alle de andre – men selvfølgelig først efter man havde ventet et kvarter, fået frostbid på lårene og mistet følelsen i den arm der bar bæreposen. Men bare fordi bussen kommer er det jo ikke ensbetydende med at man kommer med. For alle julepsykopaterne maser jo så meget, at man skulle tro det gjaldt livet, eller at det var deres sidste rejse som de absolut måtte tage med en bus!

Og selvom jeg burde have vænnet mig til det, så bliver det bare aldrig en naturlig fornemmelse for mig, at jeg på en måde ikke selv vælger at gå ind i bussen, men snarere bliver dels mast, dels trukket, dels suget ind i bussen.
Det har min intimsfære og jeg det en kende anstrengt med.

Categories: jul, vejr

Mande-elske-liste #8 » « Plug’n’play coffee

7 Comments

  1. Øhm… der ligger da en Irma på Nørrebrogade, lige efter Dr. Louises Bro?

  2. Jeg cyklede i dag og det var helt rart. Lidt glat da jeg skulle hjem, men der havde jeg så også cyklen belæsset med julegaver.
    Busserne bliver også så klammo våde og varme på en ulækker måde.

    • The CityGirl

      21. december 2010 — 11:51

      Jeg tør ikke cykle når der er så dårligt ryddet – ser hver dag folk der går på røven når de lige skal dreje.
      Men indrømmer, at jeg får sendt varme tanker til min cykel, når jeg har stået på Nørreport og udsigten til bus har været endeløs!

  3. Lige præcis med æbleskiver tror jeg nu godt du kan snyde dem med. Alle der sælges i Danmark laves samme sted. http://bit.ly/igFnw0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑