The CityGirl

Tivoli er åben fra Málaga til København

Det er bare så rart når man lander i København, og obligatorisk går på toilettet nede ved bagagebåndene, dels fordi man virkelig skal tisse når man når dertil, dels for at slå tiden ihjel ind til bagagen kommer, og så finder ud af, at man har glemt at lyne sine bukser, og tænker, at sidst man ligesom havde noget med det område at gøre, var på et toilet i Málaga. Og så kan man ikke lade være med at tænke, om det var derfor ens sidemand i flyet var så ivrig for at sludre….

Det kan også være det var fordi jeg havde formået at starte hjemturen ud med fladt flyhår INDEN jeg overhovedet var kommet ud til lufthavnen. For det er bagsiden af medaljen når man skal køre på scooter med Kat. Misforstå mig ikke; jeg elsker Toto (som scooteren naturligvis hedder). Jeg synes Toto er verdens bedste scooter, fordi den ligesom gør Kat og jeg en kende mere mobile end vi har tidligere har været (ikke at vi bruger det så meget, men det er rart at have muligheden, hvis nu man skulle få trangen).
Så da jeg kom ud til lufthavnen, var det med scooterhjelm-hår, som i virkeligheden bare ligner fladt flyhår.

Men jeg har givet op over for mit hår når det befinder sig i fly (og lufthavne). Jeg er holdt op med at kæmpe den på forhånd tabte kamp om hvorvidt håret skal være fladt, livløst og statisk eller normalt. For man kan aldrig vinde. Der findes ikke nogen måder hvorpå håret bare forbliver normalt.

Og mens jeg forsøgte at holde mit flade, livløse, statiske hår i skak på flyveturen, konstaterede jeg, at den, ligesom udturen, faktisk var ganske fin i forhold til så meget andet jeg har prøvet (for jeg har jo altid en flyvetur i bagagen som lige er en tand værre…).

Det var faktisk minimalt med hvad jeg blev straffet med:
Et par rækker foran mig var der et spædbarn der havde ekstreme hyleture i ny og næ. Ved siden af mig var der en familie med tre drenge i 7-11 års alderen, og som på trods af at de var danske og ikke spanske, indeholdt utrolig meget lyd.
Og således startede turen ud med at den ene råbte “Jeg troede ikke piloter kunne være damer!” (efter den kvindelige pilot havde budt velkommen) – hvilket jeg måtte erklære mig enig i. Altså ikke at jeg ikke vidste der fandtes kvindelige piloter, men mere at jeg lige præcis indenfor dette erhverv er jeg helt og aldeles chauvinistisk og sexistisk og mener at det KUN skal være mænd der skal styre fly. Men sådan noget må man jo ikke sige.

Så hjemturen var klart mere larmende end udturen – men stadig på et virkelig tåleligt stadie. Og ikke mindst, så var det var rart at ankomsttiden til matriklen lå langt før midnat – ligesom det også bare er virkelig rart at være online igen. For jeg har nærmest været offline i 5 dage, og det er jo ikke fordi jeg ikke kan være offline og ikke kan leve uden net. Det er bare ikke så rart, når man egentlig gerne vil være online.

For Kat havde nemt og behændigt fikset at internettet næsten konstant var nede mens jeg var der; jeg antager at det var fordi hun ville have noget kvalitetstid med mig, hvilket bare mundede ud i at vi omkring midnat igår sad og forsøgte at løse Krypto Kryds.

Helt ærlig! Hvad helvede er det for noget løgne-crap de har gang i med det!? Ud fra ordet ‘TELT’ skal man kunne lave en hel plade. Tog mig selv i at sidde og heppe på bogstaver som ‘F’ og ord som ‘HEST’. Det giver jo ikke nogen mening, og er absolut ikke et rask træk, når man gør det. Også selvom det var fordi vi havde løst resten af bladet, inkl. Den Store Midterkryds, og jeg havde brilleret med mine særområder; fugle, fisk og fransk. Var faktisk virkelig, virkelig stolt af mig selv da min hjerne kom i tanker om tjur-fuglen. Fandme ikke mange der husker den!

Men udover at man jo virkelig tvinges til at dele kvalitetstid med hinanden når internettet er væk, så synes jeg også det sætter ens vanvittighed på prøve. For det er virkelig svært at løse krydsogtværs, når man ikke lige kan krydstjekke (snyde?), og det er svært at være et helt menneske, når man ikke kan tjekke sin mail eller læse spændende statusopdateringer på Facebook. Faktisk ved jeg jo heller ikke om Danmark stadig eksisterer, eller om regeringen er blevet styrtet og vi nu har militærregime. I virkeligheden kunne der være sket hvad som helst, og jeg ville ikke vide det.

Categories: ferie

Fordele ved ikke at kysse mænd » « Du ser træt ud…

12 Comments

  1. Velkommen tilbage, her er koldt og DF er ude at skide.

  2. Rigtige venner har gode internetforbindelser (og hvidvin på køl)

  3. Hvad lavede vi før internettet?? Jeg forsår det ikke og så er fænomenet heller ikke ældre. Eller fik jeg lige mig selv til at lyde utrolig gammel der…

    • The CityGirl

      18. november 2010 — 00:15

      Jeg har det på samme måde… Jeg synes jo ikke jeg læste flere bøger end jeg gør nu. Spillede vi meget Ludo dengang, eller hvad?

      • Og jeg FATTER ikke, hvordan folk nogensinde formåede at arbejde som journalister før nettet – det ved du, CG, om nogen! Det ville jeg aldrig have klaret…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑