The CityGirl

Nøgen, panisk og grådlabil

Hvis man trækker fakta fra, som mandag og november, så var det stadig en elendig morgen, og det er stadig en rådden dag. Og det er ikke bare noget jeg siger for at være kontrær og pessimistisk, for jeg forsøgte mig faktisk med ja-hatten – det hjalp bare ikke.

For i morges, da jeg var ca. 10 minutter fra at gå ud af døren, og bare manglede at tørre mit hår og smide noget tøj på kroppen, lavede jeg åbenbart en så forkert bevægelse i nakken, at jeg nærmest var lam. I hvert fald kunne jeg ikke bevæge mig, hvilket bare fik mig til at panikke.

Nærmest nøgen stod jeg i mit soveværelse og stod helt stille mens en smerte invaderede min krop på den der “Så kan du lære det! Her bliver vi i laaang i tid!“-måde. Jeg fik bugseret mig over til sengen, da jeg tænkte at det kunne være en god idé at ligge ned, sådan helt lige og få alting på plads. Men hvad ved jeg? Jeg er jo langt fra læge, og det hjalp heller ikke. Faktisk gjorde det bare mere ondt. Så ondt at jeg lå og tudede; dels af raseri, dels af smerte og dels af selvmedlidenhed.

Så tog jeg ja-hatten på, og tog mig sammen – og fik på en eller anden måde min helt stive krop op at stå, mens smerterne ligesom bare blev ved. Oppe i lodret stilling stod jeg og kiggede på mit tøj, og måtte grådlabilt konkludere, at uanset hvad jeg gjorde, blev jeg nødt til at få tøj på. Kunne jo ikke gå udenfor halvnøgen.

Mens jeg småtudede fik jeg på en eller anden måde hevet nogle jeans og en t-shirt på – og så skulle jeg kæmpe kampen med at komme igennem til lægen, hvilket jo altid er rigtig nemt om morgenen! Efter 26 opkald lykkedes det, og naturligvis var det hende den sure lægesekretær jeg fik røret.

Først ville hun give mig en tid i morgen, og til det kunne jeg kun sige “Jamen det gør jo ondt! Jeg kan ikke arbejde! Jeg kan ingenting!”, hvilket udløste en tid 11.45 og en lang historie om hvordan akut-tider virker. Var for grådlabil til at tage diskussionen med hende og takkede for tiden.

Efter at have slået formiddagen ihjel hjemme, ved at konstatere at det gjorde ondt når jeg sad ned, når jeg stod op, når jeg  gik, når jeg lå ned, når jeg løftede en kaffekop og generelt bare tænkte en tanke eller blev selvmedlidende og grådlabil, blev det endelig tid til at gå til lægen. Og hun var heldigvis mere forstående end den møgso til lægesekretæren. Hun gav mig straks noget smertestillende deroppe, og udskrev op til flere recepter på narko!

Diagnosen lød endda god, desværre kan jeg ikke huske navnet, og i bund grund dækkede det fancy latin bare over at man har lavet en forkert bevægelse og har fucket hele nakken op.

Men nu kan jeg da flytte mit hoved fem centimenter fra side til side, og det er virkelig fremskridt; hvis jeg kunne danse ville jeg danse en sejrsdans! I stedet skal jeg SÅ meget have sushi til aftensmad – altså hvis jeg kan bevæge mig til den tid.

Categories: uventet drejning

Boytoy søges (måske) » « En absolut sikker opvækst!

6 Comments

  1. fy for den !

    Rigtig god bedring – håber det hurtigt går væk uanset hvad det er.

  2. take away sushi.. og rigtig god bedring!!!

  3. The CityGirl

    2. november 2010 — 12:53

    Tak :-)
    Tror faktisk sushien hjalp lidt…

  4. I det mindste bad du ikke veninde om hjælp, som så sendte kæreste til din undsætning (klassisk SATC)… Altid se på de lyse sider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑