The CityGirl

Du ser træt ud…

… skal jeg holde dine bryster? – kunne lige så godt have været det den unge, og ikke mindst fulde, knøs sagde til mig i metroen fredag morgen.
Halvvejs ude i lufthavnen fik jeg pludselig en meget kæk albue i siden, hvorefter jeg vendte mig om og kiggede på min sidemand, som storsmilende sagde

– Har du også været i byen?
– Nej….
– Du ser ellers træt ud!
– Mmmh….
– Hvis ikke du har været i byen, hvor har du så været?
– Jeg skal ud og rejse. Jeg skal i lufthavnen.
– Nå? Hvor skal du hen?

Og sådan fortsatte vi vores samtale et par minutter, som føltes som timer, hvor han var ivrig efter at snakke, og både forsøgte at tale om solferier og prøvede at lokke ud af mig hvor meget jeg tjente (WTF?!) – mens jeg ikke rigtig orkede at lægge energi i en 20 årig pivstiv student, der var på vej hjem fra byen klokken kvart i kvalme, som klokken jo vitterligt var.

Tilsidst måtte jeg sige, at jeg egentlig bare gerne ville sidde i mine egne tanker, for jeg var jo, som han virkelig havde påpeget, ret træt. Klokken var jo kun knap 6.20, som jeg absolut mener, ikke er et af de tidspunkter hvor man behøver at tale med fremmede på. Faktisk mener jeg, at det er et af de tidspunkter på døgnet, hvor man godt må være helt i fred!

Jeg fik ham dog trods alt til at lade være med at snakke med mig tilsidst, hvilket så bare udløste akavet og sær tavshed, hvorfor jeg derefter konsekvent sad og kiggede modsat retning af min unge sidemand på resten af turen.

Ude i lufthavnen gik det over al forventning. Jeg var i nogenlunde tid, havde checket ind hjemmefra, så skulle bare printe en bagagestrimmel. Det var hurtigt gjort, og det var endnu hurtigere at smide den på bagagedrop. Helt vantro kiggede jeg på uret, og konstaterede at jeg havde oceaner af tid. Normalt plejer man jo at bruge absurd lang tid på at checke ind selvom man har gjort det hjemmefra, når det er lavpris selskaber – eller måske er det bare Transavia, og Cimber faktisk godt kan finde ud af det?

Ikke engang sikkerhedskontrollen kunne forsinke mig – også selvom de skulle tjekke min taske igennem. Men det gik hurtigt, og den flinke dame fandt oven i købet en Guldkaramelbar i min taske, som jeg ikke vidste jeg havde der. Ren win-win!

Desværre er det også yderst farligt at have god tid i lufthavnen, hvilket jeg jo ikke har haft i umindelige tider. Men det ændrer jo ikke på, at når jeg ser skiltet for der står Tax Free Shopping, så føler jeg mig home-free, totalt ansvarsfri og må gøre lige hvad jeg vil.
Det gjorde jeg så, og følte jeg kompenserede når nu jeg også købte en gave til Kat.

35 minutter før take off befandt jeg mig ude ved gaten, med en Tall Latte fra Starbucks og alle mine taxfree shopping poser – og jeg var jo helt rolig. Ikke nok med at jeg havde shoppet, så havde jeg haft tid til det. Intet stress og jag. Ingen kaos agtige tilstande.
Flyet blev boardet og lettede til tiden, og alt gik stadig over forventning. Der var stadig ikke sket nogen latterlige ting, som der jo altid gør, når jeg skal flyve.

Efter at have fløjet et stykke tid, blev jeg pludselig urolig, for der var klart et eller andet galt på denne her flyvning. Jeg rejste mig lidt op i sædet og kiggede ned igennem flyet, hvor alt åndede fred og ro. Det var det der var galt. Jeg sad i et HELT stille fly, uden noget larm. Uden grædende børn.

Det var svært at tro på, så i en halv time, sad jeg intenst og lyttede til alle de lyde der faktisk ikke var i flyet. Der var helt stille. Der var ingen børn! Ingen! Det var faktisk en hel normal flyvetur – sådan nogle som man hører om, som tredje-hånds beretninger, sådan nogle urban myths, som man i virkeligheden ikke rigtig tror på eksisterer.

Faktisk var det eneste jeg kunne sætte fingeren på, at Cimber Sterling har nogle ret dårlig sæder, og at de VIRKELIG ikke rutter med benpladsen. Men hey! Hvis det er det jeg skal give i bytte for stress-less flyvetur uden indchecknings-kaos, uden forsinkelser, uden skrigende børn (her er næsten HELT stille! Det er helt grotesk!), så gør jeg gerne det.

Så ganske lettet, glad og lykkelig, lænede jeg mig tilbage i det virkelig dårlige sæde – men så tænkte jeg, at straffen må komme senere. Jeg kan jo aldrig flyve uden at blive straffet på den ene eller den anden måde. Det mest oplagte ville være, at Kat’s scooter ikke ville kunne transportere os, en overfyldt kuffert, 2 flasker champagne plus det løse, hjem. Men det gik også over al forventning.

Faktisk er jeg ikke blevet straffet endnu hernede. Jeg har ikke engang fået en solskoldning, eller har haft rigtige tømmermænd, på trods af at vi både har fejret vores 1-års dag og holdt julefrokost.

Så jeg holder vejret og håber på det bedste, selvom jeg nu virkelig forventer, at flyveturen hjem i morgen bliver fyldt med forsinkelser, børn, ugyldige billetter, mellemlandinger absurde steder og måske lidt askeskyer hist og pist.
Men det er jo først imorgen jeg skal deale med det. Lige nu skinner solen, og Kat og jeg har en Midterkryds der skal laves.

(Skrevet mandag d. 15.11.2010 i net-løs tilstand i Málaga, Spanien)

Categories: ferie

Tivoli er åben fra Málaga til København » « How to look good half-naked

5 Comments

  1. Går ud fra det betyder du er hjemme nu? Spørgsmålet er jo så bare om det virkelig er hjemme – eller om du ikke er røget over i en alternativ verden, da du trådte ind i lufthavnen på vejen ud – for det lyder da noget alternativt det hele. Ihvertfald for dig?!

  2. Måske vi to skulle lave en anden form for the mile high club, nemlig klubben for personer, der altid er uheldige på deres flyrejse … jeg har uanede mængder af historier og er klart et kvalificeret medlem. Skal ud at flyve i morgen …
    Og må jeg anbefale: http://www.mainplot.com/helvedes-forgaard-700/

    • The CityGirl

      17. november 2010 — 21:09

      Jeg er frisk! Vi er i hvert fald kvalificerede til det!
      Jeg krydser fingre for dig imorgen…

      (og jeg havde læst indlægget; var jo desværre ikke overrasket over det….)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑