The CityGirl

Boytoy søges (måske)

Jeg var nødt til at købe en uanstændig stor mængde sushi i går:
a) fordi jeg ikke havde noget som helst mad i huset, og var for handicappet til at købe ind
b) fordi jeg ikke havde spist noget som helst i løbet af dagen, fordi jeg var for handicappet
c) fordi jeg fortjente det, fordi jeg var handicappet

32 makiruller; for da jeg først gik i gang med at bestille kunne jeg ikke rigtig stoppe. Var lige ved at smide en Devil Roll oveni, men beherskede mig tilsidst. Et kvarter efter gik jeg ned og hentede det, og gjorde alt for at gå normalt, ligne et normalt menneske, eller i hvert fald gøre mit yderste for ikke at ligne en 82-årig Quasimodo, som lidt var det jeg følte jeg lignede.

Og da jeg endelig fik vraltet mig ned til sushi-biksen for at hente det, spurgte ekspedienten, på den bekræftende måde, om det var til to personer. Normalt er jeg ærlig omkring tingenes tilstand, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at indrømme at det kun var til én, og at jeg skulle hjem og svælge i sushi fordi det var så overdrevet synd for mig. Så jeg svarede samtykkende “Ja” og fik ekstra spisepinde og soya med.

Mens jeg vraltede hjem med min Sushi-4-Two, kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget bedre dagen måske ville have været, hvis der nu rent faktisk havde været en mand tilstede (som måske også kunne have fået noget sushi om aftenen, måske endda have hentet den til mig!). Og det er egentlig ikke fordi jeg sidder og sukker over ikke at have en kæreste, men lige i sådanne situationer kan man faktisk godt se, at det er meget smart at vi finder sammen i par, så man lige kan få en hjælpende hånd når man bliver handicappet.

For hvis man har en hjælper, så er man også ret sikker på, at man ikke kommer til at ligge død i en uge, og er halvt spist af rotter, før omverdenen opdager at man er væk – som man jo naturligt tænker i de situationer.
Men sammen med panik-scenarie om at ligge død i en uge og blive halvt spist af rotter, kunne jeg alligevel ikke overskue at skulle ringe til nogen. For på mirakuløs vis havde jeg faktisk min telefon i hånden da det skete, og overvejede at ringe til de fleste, samtidig med at jeg ikke kunne overskue at de fleste skulle se mig halvnøgen og handicappet.

Igen i dag kom tankerne om en at have en lille hjælper i husstanden op, for jeg måtte tørt konstatere, at selvom narkoen havde hjulpet en del, var jeg langtfra symptomfri og frisk og frejdig.
Således måtte jeg tage strømpebukser på i tre tempi, nærmest helt opgive at tørre håret på alle andre end den måde hvor det ikke ser godt ud på, og bide al utålmodighed i mig og acceptere at alting bare tager mindst dobbelt så lang tid når man er handicappet.

Så jeg kunne godt overveje at anskaffe mig et boytoy der også kan være handicaphjælper og chauffør – spørgsmålet er bare, om man kan score noget som helst, når man render rundt som vraltende 82-årig Quasimodo.
Eller måske mere relevant; vil man have noget at gøre med en mand som tænder på en vraltende 82-årig Quasimodo?

Categories: uventet drejning

Frisk på en tango » « Nøgen, panisk og grådlabil

2 Comments

  1. Hvis du udelukkende er i stand til at vralte som en anden quasimodo er det måske ikke nødvendigt at han ligefrem tænder på dig – du bli’r sikkert bare 5 gange så øm i ryggen, hvis han nu gik hen og prøvede at gøre noget ved det ;)

    Mht. sushien: hahaha, been there, done that! ..kan de ikke bare lægge en passende mængde pinde og soya i posen, så man ikke skal stå dér og lyve!? :)

    • The CityGirl

      2. november 2010 — 20:27

      Ja, det tænkte jeg også først – men tænkte også, at hvis man nu ligefrem gik målrettet efter det, så ville det jo være langsigtet at finde en der kunne gøre mere end at hjælpe mig med at tørre hår, når jeg engang bliver færdig med at lege Quasimodo… Der er jo grænser for hvor mange forskellige ting man skal søge efter! 2 fluer med et smæk ;-)

      Og ja! Hvorfor kan de ikke bare smide en masse pinde og soya i posen?! Vi har jo alligevel køkkenskuffen fyldt med overskydende, hvis de nu en enkelt gang skulle tage fejl… Det må vel være derfor man gemmer dem?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑