The CityGirl

Mit liv som midtlivskrise-mand

I dag er første dag i resten af mit liv. Første dag som formodet voksen. Første dag som formodet ansvarlig. Første dag, hvor jeg føler mig som en mand i midtlivskrise. Første dag som officielt stavnsbundet. Første dag som officielt gældsbundet – og første dag som ejer af fast ejendom.

Der er ganske vist ikke underskrevet nogen papirer endnu, men i dag er datoen for overtagelsen, og det er jo bare et spørgsmål om nanosekunder før papirerne er klar til underskrivning og jeg er blevet lagt i nato-stilling af banken.

Det eneste jeg kan tænke på er, hvor mange penge jeg kan nå at bruge inden fælden er helt smækket. Indtil videre er vi oppe på et par vinterstøvler i dag og en frisør-tid i morgen. For jeg føler lidt, at det er uansvarlighed på tid, og at det ikke har nogen konsekvenser at jeg bruger en helvedes masse uansvarlige penge lige nu, selvom jeg inderst inde godt ved, at det naturligvis har konsekvenser. For der jo faktisk ikke noget her i livet der er konsekvensfrit. Men det er som om alt først tæller når fælden er klappet helt, og alle papirer er i orden.

Og så må jeg modvilligt indrømme, at jeg nu godt kan forstå de der midtlivskrise-mænd (altså dem af dem som virkelig har noget at have det i, og som ikke bare er indbildske!!), som nærmest får helt angst-anfald når hende kvinden de bare var kæreste med lige pludselig har hele pakken klar og sådan helt “Tadaaaa!” slår dørene op til resten af deres liv, uden at de vidste at det var det de ville. Jeg forstår godt at de tyer til panik og irrationel opførsel når der bliver lavet en knibetangsmanøvre på deres liv, og jeg forstår måske næsten også at de går hen og bliver helt vanvittige oven i hovedet, og mister al sund fornuft.

Men mens jeg modvilligt indrømmer, at jeg godt kan forstå nogle af de der mænd, håber jeg inderligt at det bare er en fase, og at jeg kan forlige mig med alt det der voksne, ansvarlige og fremtidssikrede pis, så jeg ikke ender som en psykotisk mand i midtlivskrise, der har problemer med at skelne mellem fantasi og virkelighed – for det ville alligevel være at ramme helt nyt, og ganske uventet, low.

Kongen er død! Længe leve Kongen!

Categories: voksen

Damen der stalker » « Et spor af død hud

5 Comments

  1. De er bare skide misundelige over, at de ikke har fats ejendom (sagde kvinden, der på ingen måde har udsigt til at få det i Schweiz, hvilket nok også præger indstillingen).

  2. Skulle det gå helt galt, så er der vel stadig den mulighed at sætte den faste ejendom til salg *) og finde en lejebolig i stedet. ;-)

    *) Udtrykket “fast ejendom” betyder bare, at den ikke er sådan lige at flytte – det betyder ikke, at man ikke kan skille sig af med den.

  3. Jeg synes nu, det er meget rart at have noget fast at crashe i Kbh. Hilsen pige med iPhone4, der her brugt 100 år på at skrive det her, og som undrer sig over at ordbog foreslår Letland, når man vil skrive mermaidradio…

  4. først nemId så fast ejendom … jeg fornemmer et medlemskab af Ældresagen som næste skridt :)

  5. The CityGirl

    16. oktober 2010 — 17:05

    @Rue des Paquis: Hvem? De rigtige mænd i midtlivskrise?

    @Ulrik: Ja, men det er stadig en stor størrelse som man skal forholde sig til om man vil det eller ej, og uanset om man sælger eller ej…

    @Kat: Du har jo kunne crashe her før, uden at jeg ejede stedet… Er dine kriterier for at crashe hos folk nu at de skal eje det??

    @Jens Rasmussen: NemID er jo noget ALLE skal, så den kan du ikke bruge som argument!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑