The CityGirl

Man skal jo ikke gå ned på udstyr!

Mandag aften ringede jeg til mine forældre, for ligesom at finde en konklusion på det med lejligheden. Efter vi havde talt sammen, blev jeg full-blown forkølet, og hele tirsdagen havde jeg det absolut skidt. Men lidt feber og meget snot skal jo ikke forhindre en i at forhandle lejlighedskøb, så jeg kørte ud til mine forældre, selvom der ikke var nogen tvivl om at jeg burde have aflyst og gået under dynen i stedet.

Set i bakspejlet, er jeg næsten overbevist om, at min krop forsøgte at forpurre mine voksne tendenser. Om det var sindssyge eller fordi jeg virkelig indeholder en ægte voksen ansvarsfølelse er svært at vurdere, men faktum er, at jeg nu så godt som har skrevet under på at købe Gældsfælden.

Jeg havde forventet at få angst-anfald, måske endda besvime – men i stedet kørte jeg bare hjem, sendte en mail til min bankrådgiver og dopede ellers mig med kodimagnyler og næsespray og gik i seng.

I morges vågnede jeg op, uden feber og med et par liter mindre snot i hovedet, og stadig ingen angst- eller besvimelsesanfald. Så jeg tog på arbejde, og alt gik fint. Lige indtil vi nåede hen forbi frokost. Så begyndte jeg at tænke. Ikke på lejligheden, men på den der Samsonite kuffert jeg virkelig godt kunne tænke mig – og som Neye i denne uge gerne ville sælge til mig med 20% rabat.

Jeg var henne og kigge på den igår, men besluttede at jeg egentlig ikke havde råd til den. I dag tænkte jeg, at det jo faktisk ville være decideret dumt ikke at købe en SÅ lækker og spiffy kuffert med rabat. Det var jo næsten en foræring. Og jeg skal jo til Málaga på fredag, og den er jo lidt mere praktisk og håndterlig end min anden…

Så jeg gik ned i Neye og købte kufferten – for man skal jo heller ikke gå ned på udstyr bare fordi man skal være voksen!

(At jeg så nu sidder og har decideret ondt i maven, og har det der mavesårs-halløj mistænkt for at være sprunget lidt op igen, og at jeg rent faktisk har sådan rigtig dårlig samvittighed over at jeg ikke burde have købt den, når nu jeg skal til at bruge alle mine penge på fast ejendom, taler vi ikke om!)

Categories: voksen

All is good » « Den Store Flyttedag

2 Comments

  1. 20% er da også en slags penge! Jeg er rigtigt glad for min samsonite kuffert det bliver du helt sikker også for din.

  2. Helt enig man skal ALDRIG gå ned på udstyr – som motorcyklist er det noget jeg ved noget om – tror vist nok jeg har 4 telte efterhånden 3 soveposer – 3 sæt værktøj – en et utal af dimser jeg kunne sætte på min mc (hvis der var plads)

    Så meget klogt at købe en kuffert!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑