The CityGirl

2 piger, 1 kuffert og 1 scooter

Når jeg lander i Málaga så har jeg helle. Jeg skal bare lige igennem flyturen, da den desværre foregår i den virkelige verden.
Således tilbragte jeg tre en halv time i den virkelige verden, hvor jeg ikke fik tildelt det skrigende barn, men i stedet to fyrreårige mænd, der ikke overraskende var single og som måske virkede som om de aldrig havde været ude at rejse før.

Så de startede med en whisky klokken halv ni, en til lidt senere og så en øl kl halv elleve – alt i mens jeg ihærdigt forsøgte at holde ham jeg sad ved siden af ude af min intimsfære. Hvor svært kan det være at holde sine doping-pumpede arme på sit eget sæde? Har jo ligesom ikke betalt for at dele sæde med ande, og når jeg flyver vil jeg ikke flette intimsfære med andre!

Det var en lang kamp, som jeg tilsidst opgav, og fokuserede al min energi på ikke at komme til at tale med dem, for jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad de skulle i Málaga, og syntes måske heller ikke det var særlig relevant at de skulle kende mine planer. Der er ikke grund til smalltalk klokken tidligt om morgenen – og jeg skulle jo bare ned og have helle, og være uden for verden.

Overraskende nemt og ligetil fandt Kat og jeg hinanden nede i byen, og efter at have balanceret kuffert og os to hjem på hendes scooter, og jeg samtidig fik taget min scooter-mødom, gik vi igang med at fejre. Fejre at vi havde overlevet scooter-turen, hvor jeg havde forventet at det på en eller anden måde ville gå helt galt, hvorfor jeg også havde siddet helt stiv som et bræt bagpå og bedt til Gud om at Kat havde styr på min kuffert foran. Og vi skulle jo fejre at jeg var på besøg. At jeg havde helle og at verden bare var udenfor. At Kat havde overlevet at få trukket en tand ud. At hun havde fået solgt sin lejlighed. At jeg snart bliver lejlighedsejer – og egentlig bare fejre.

Så det gjorde vi længe og grundigt ude på terrassen i solen, mens jeg lige så stille og roligt blev solskoldet på venstre side.
Da vi syntes vi havde fejret nok hjemme, tog vi ned i byen til Feria og fejrede videre med mojitos, tapas og ikke mindst en eller anden vanvittig forlystelse hvor man kan lege man er vægtløs når den er ret højt oppe. Fatter stadig ikke hvordan hun fik mig slæbt op i den, eftersom jeg jo har seriøs højdeskræk – men måske den bliver ophævet når man de foregående ti timer har fejret, og i øvrigt nærmest ikke sovet i et døgn.

Categories: ferie

Dolkhaler, poloheste og farserede grippe » « All is good

1 Comment

  1. Haha – og det lykkedes endda TO gange! Dét må fejres…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2021 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑