The CityGirl

Smidt af i Værløse

Det blev sent før jeg kom afsted fra sommerhuset, for lige pludselig var der jo VM-finale, og jeg følte ikke rigtig at jeg kunne køre mens de spillede – og så havde jeg jo også lovet Kat at jeg ville heppe på Spanien. Så det gjorde jeg, og det lykkedes heldigvis også for dem tilsidst.

Men fordi både Holland og Spanien var så langsomme i optrækket at der skulle forlænget spilletid til for at afgøre det, blev klokken ret mange inden den lille røde og jeg (og en hidsig myg) satte kursen mod København.

Og når man har sagt sommer, så må man også sige vejarbejde – og for det meste kan jeg ikke hidse mig synderligt op over det, for jeg er jo egentlig fan af asfalt når alt kommer til alt. Og man plejer jo at kunne komme frem alligevel, selvom der står mænd og leger med asfalt.

Det gik også ganske fint lige indtil vi kom til Værløse, og alle blev dirigeret af ved Værløse. Så tænker man først “Men jeg skal jo ikke til Værløse!”, mens man drejer af og drejer af endnu engang efter et lettere hjemmelavet skilt, hvor der stod København på. Og det er jo fint at de viser en til den omdirigerede rute – altså hvis det var de virkelig havde gidet sætte ALLE skiltene op!

For pludselig ligger man og fedter rundt i fucking Værløse søndag nat omkring midnat, og har faktisk ikke nogen som helst ide om hvor man er, og hvilken retning man skal. Så man følger efter nogle andre biler, som man håber ikke er Værløseborgere men nogen der også skal til København, men man aner det faktisk ikke.

Og efter at have fedtet rundt i ukendt territorie i et kvarters tid, møder man endelig et skilt mod København – som står sammen med et skilt til Ballerup. Instinktivt føler man, at man er på afveje, men omvendt har man ikke rigtig nogen argumenter, da territoriet er ukendt.

Det viste sig at den omdirigerede rute var Værløse-Ballerup-Bagsværd – og uden at have kigget på et kort vil jeg vove at påstå at vi var ude i en ekstrem omvej. Jeg havde næsten lyst til at køre tilbage til dem, og råbe af dem, at de burde have spærret af ved Farum, så man let kunne komme over på Kongevejen, for det ved man jo hvad er. Man ved sgu ikke helt hvad Værløse er.

Categories: uventet drejning

Et højt lufttryk væk fra at blive uselvisk » « Offer for børne-charmeoffensiv

4 Comments

  1. Æv er lidt skuffet over indlægget… havde lidt forventet at være “smidt af i Værløse” var noget ala at “Stå af i Roskilde”. så forventede lidt noget lummert :)

    Omveje er noget fanden har skabt, jeg kan som reglen lige finde vej af hovedvejene! lige så snart jeg bliver smidt ud i noget med afkørsler, afspærringer, vejarbejder og smutveje.. så ender jeg altid flere mil væk fra min planlagte destination.

    • The CityGirl

      12. juli 2010 — 18:03

      Haha! Men vi kan da bare indføre det som udtryk ;-) Kunne være lidt sjovt at sige til en fyr “Beklager, men jeg smider dig altså af i Værløse!”

  2. Ruten fra Allerød/Værløse/Farum til Kbh er den næstmest nederen rute i verden. Kun den anden vej (væk fra Kbh) er værre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2021 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑