Det startede rigtig godt; håret var sat, makeuppen lagt og kjolen gav illusionen af en græsk gudinde. Vielsen var smuk, og de sagde begge ja. Alting var som det skulle – lige indtil efter forretten, hvor nogen mente, at jeg da bestemt skulle holde tale.

Jeg er ikke en taler, men alligevel er jeg den der altid ender med at stille mig op og sige nogle bevingede ord – eller det var jeg i hvert fald før i tiden. Dengang man kunne få en kæp i øret betydeligt hurtigere end nu til dags. Så jeg afviste det. Op til flere gange. Men gruppepresset blev større, og det hjalp ikke spor, at de fleste kunne huske at jeg havde stillet mig op ved det sidste bryllup, og helt improviseret sagt nogle bevingede ord, som måske kunne karakteriseres som en tale.

Så tilsidst gav jeg efter, og gik over til toastmasteren og fik mig sat på listen. Og så havde jeg ellers en time til at finde på nogle bevingede ord. Så jeg startede ved hvidvinen, og kastede mig ud i et mislykket forsøg på at drikke mig selv lidt fuld. Af ukendte grunde bed alkoholen ikke på mig, så da jeg blev præsenteret som næste taler, anede jeg stadig ikke hvad jeg skulle sige.

Men jeg fik sagt et eller andet, og der blev også klappet, og således fik jeg fortsat min karriere som ikke-taler, som alligevel altid holder taler. Næste gang må jeg virkelig forberede noget, hvis jeg alligevel bliver overtalt til at holde tale. Om ikke andet kan jeg vel bagefter læse ud fra papirerne hvad jeg egentlig har sagt.

For de der improviserede taler, som efterhånden er gået hen og blevet et trademark hos mig, kan jeg ikke huske noget som helst af. Det eneste jeg kan huske er fornemmelsen af at være knaldrød i hovedet, formentlig have hektiske pletter på halsen og en bævende stemme der forsøger at sætte ord sammen til sætninger. Hvilket ikke er særlig cool – og jeg undrer mig gang på gang over, når jeg kommer hjem fra sådan en fest, hvorfor jeg holdt tale. For jeg er jo ikke en taler.