The CityGirl

1000 gode mænd

Jeg kan godt lide min psykolog. Hun er faktisk ret sej – eller også er jeg ikke helt objektiv fordi hun for det meste er på min side.
Jeg var oppe hos hende idag, og fordi det var lang tid siden vi sidst havde sludret var der alligevel sket en del, selvom min opfattelse af mit liv pt. er ret uinteressant og mest over i kategorien “Ikke-liv”.

Således kunne vi bruge næsten en hel time på de der mænd, hvor jeg lagde ud med at fortælle den “underholdende” historie med Mr. Date, hvortil hun tørt konstaterede “Der er jo noget galt med ham” og fortsatte med “Måske er han homoseksuel?”. Efter jeg havde fået grinet af efter den bemærkning, gav jeg hende ret i teorien, men troede ikke på den.

Efter at have rundet Mr. Date af, talt om fortidens udsmidte mænd og skyld og skam og angst, og at hun ikke mente at jeg havde nok statistisk data til at konkludere at alle mænd er røvhuller (selvom hun godt kunne forstå min konklusion ud fra mit feltarbejde), meldte hun friskt ud, at hun mente, at der bestemt måtte være 1000 gode mænd i Københavnsområdet. Statistisk set.

Jeg kan godt lide tanken om at der findes 1000 gode mænd – det er et pænt tal, som jeg godt kan arbejde med. Problemet er stadig bare, at jeg ikke ved hvor de er. Måske finder jeg ud af det til næste psyk-session.

Categories: mænd

De perfekte mænd » « Mandehade-liste #11

7 Comments

  1. Jeg kender en hel del af dem og en 6-7 stykker af dem er singler

  2. Det handler vel om at definere hvad der er en god kæreste først ? Dels hvad man leder og dels hvad man tilbyder selv.

    De fleste regner vel sig selv som en god kæreste men det afhænger jo af den anden part om det er godt nok.

    Og skulle du undervejs på din jagt falde over den der horde gode kvinder som der jo også må være derude så giv endelig lyd fra dig – evt. nogen koordinater at køre efter på gps :) tror det ville indbringe dig julekort i mange år fremover!

  3. Jeg kan fortælle dig, at de 1000 gode OG ledige mænd i hvert fald ikke findes i Region Midtjylland, så der behøver du ikke lede! :-) Ellers kan det nok godt betale sig at tænke ‘ud af boksen’. Men var der ikke nogen emner til det der bryllup? Jeg kender en pige, der nærmest scorer dates hver gang, hun er til bryllup.

  4. Nu er “Københavnsområdet” vel også et definerbart begreb, så man vil vel altid kunne komme op på 1000 gode mænd, hvis man bare gør området stort nok. ;-)

  5. Selvfølgelig findes der 1000 gode mænd i Københavnsområdet, men når du begynder at vælge fra på alder, politisk overbevisning, indkomst, bopæl osv., så kan det være at der ikke er nogen tilbage i bunken.

    Bortset fra det, så findes der masser af muligheder for at møde de gode mænd.

  6. Jeg har lige været ude med to søde mænd i aften, hvoraf den ene er single og vi forsøgte at tolke og udtænke strategier og hvad man nu gør, når man vil have en date på krogen. Konklusionen – som jeg fik lov til at viderebringe – er, at mænd er akkurat lige så meget på herrens mark som kvinder når det gælder dating og kærlighed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑