The CityGirl

Uden for kysse-zonen

Både subjektivt og objektivt, synes jeg ikke rigtig at denne uge har været helt med mig. Efter lørdagens polterabend vågnede jeg op med et ret stort brandsår på højre arm. Det var ikke fordi jeg ikke havde lagt mærke til at jeg havde brændt mig på ovnen, men man ved jo aldrig helt hvor stort det ender med at blive.

Det endte med at blive ret stort og se ret voldsomt ud – og selvfølgelig sidder det et sted på armen, hvor man kun kan dække det, hvis man er fuldt påklædt og alt er rullet ned (hvilket jeg så kan konstatere at jeg åbenbart sjældent er).
Og det er jo ikke fordi det bliver pænere; først skal det lige se ret ulækkert og klamt ud, inden det begynder at blive pænt.

Tirsdag kom der så gang i det begyndende mavesår igen, hvor jeg måtte kapitulere fra arbejde og aflyse date. Onsdag skulle jeg åbenbart kompensere for brandsår og mavesår, og iklædte mig den franske kjole – som jeg hver gang glemmer flasher alt, med mindre jeg sidder HELT stille og med helt rank ryg. Endte med at jeg måtte tage mit tørklæde på, så jeg kunne dække for udsynet til brysterne, da jeg alligevel syntes der var grænser for hvad jeg ville byde mine kolleger.

Mens mavesåret reagerede positivt på narko, blev brandsåret bare ved med at være ulækkert på armen, og igår aftes kom jeg til at pille i det, så det nu ser endnu mere klamt ud. Derfor begyndte jeg at få lidt problemer med, hvad jeg skulle tage på af tøj i aften på date (altså den jeg skulle have været på tirsdag), for skal man ikke kende hinanden ret godt, før man viser brandsår til hinanden?

Det har jo været meget nemt at opretholde en facade af fan-fucking-tastic, når man bare sms’er – lidt sværere bliver det når man mødes, og når man antager at man skal kysse på 3. date (når man åbenbart ikke gør det på 2. date).
Men mens jeg sad og overvejede om jeg overhovedet er kys-bar i denne uge, og overhovedet er værdig til at være i nogen som helst kysse-zone, blev jeg reddet på målstregen, da Mr. Date skrev og aflyste.

Måske syntes han at vi skulle vente med at mødes til jeg var lidt mere kys-bar – eller også er han rigtig syg. I hvert fald er tøjproblemerne løst, og døgnet har lige fået 8 timer mere. Og hvis jeg er heldig, er brandsåret væk til på søndag, så jeg kan gøre mig forhåbninger om, at være bare en lille smule mere kys-bar, om måske komme lidt ind i kysse-zonen.

Categories: dating

Våd i trussen » « Forelskede kvinder

5 Comments

  1. Ellers vil jeg da foreslå den franske kjole – det lyder som om han får travlt med at kigge andre steder end på brandsår så; men ellers kan du vel vikle et tørklæde løst om, så han tror det er noget han skal have af dig, for at få et trofæ, eller noget.

    Og med den franske kjole skulle det der kys vel også være hjemme?

    • The CityGirl

      28. maj 2010 — 22:18

      At vise bryster for at få kys er at synke lige lovlig dybt, synes jeg. Han skulle da gerne have lyst til at kysse mig uden at have set mine bryster først….

      • Nu mente jeg heller ikke at han nødvendigvis så dem – blot at han fik fornemmelsen af næsten at se dem. Jeg troede det var det fransk couture handlede om?

        • Jeg synes, det er en helt legal måde at aflede opmærksomheden fra vammelt brandsår (ad – du piller i det?!)

          • The CityGirl

            30. maj 2010 — 21:45

            Nej, jeg piller ikke i det, men jeg kom til at klø i det, i et uopmærksomt øjeblik – det lyder bare mere ulækkert at sige, at man piller i det ;-)
            Resultatet er dog det samme, om man piller eller kommer til at klø i det i et uopmærksomt øjeblik…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑