Pludselig ser de at de er blevet 35, og er ikke blevet til den Superman de drømte om som børn. Og så går den vilde skattejagt for at realisere sig selv igennem at købe dyre ubrugelige ting, rejse mærkelige steder hen, skyde så meget skyld som muligt over på nærmeste kvinde og ellers gå ud og købe ny garderobe, måske få en tatovering, så de kan redde lidt af den, åbenbart, tabte ungdom.
Og som kvinde oplever man pludselig at blive droppet af en mand, fordi han henover natten finder ud af, at han synes man er psykotisk, og forsøger at lokke ham ind i et ægteskab – mindst.
Og som single kvinde oplever man at mændene har svært ved at holde krisen på egen matrikel, og indenfor ægteskabets fire vægge, og pludselig er løsningen for dem at løbe ud i byen og forsøge at score en ung kvinde, og generelt hylde livet ved utroskab.
Samme mænd har svært ved at forstå, at de unge, single kvinder ikke finder dem attraktive, for nu har de jo lige købt de stramme hvide jeans, fået en ung tatovering og puttet vielsesringen i lommen – og de skal først være hjemme ved midnat.
De gifte kvinder skulle bare vide hvor mange gifte mænd der er ude på rov, fordi de pludselig synes de er blevet bondefanget til det liv de har nu.
Mænd i midtlivskrise burde fjernes fra samfundet indtil de er kommet på ret køl igen, og har fundet ud af, at det ikke er kvindernes skyld. I hvert fald ikke det hele. Alternativt bør man bare forbyde salg af hvide stramme jeans til mænd over 20.
Er kvinderne virkelig de sande forbrydere bag mændenes midtlivskriser, fordi vi presser mændene til ting de i virkeligheden ikke er parate til – eller må mændene bare blive voksne, droppe midtlivskriserne og tage ansvar for sig selv?
(Konkurrence-indlæg fra HP/SATC2-konkurencen: Hvis du vil deltage i konkurrencen skal du kommentere her)