Man siger at forelskelse er en form for sindssyge, og nogen gange kan det også tage overhånd. For når kvinder er forelskede i mænd der ikke giver dem meget i gen, så bliver sindssygen taget til et helt andet og meget højere niveau.

Det er faktisk beundringsværdigt at mændene bærer over med de forelskede kvinder, og ikke bare melder dem til politiet for chikane, for vi kan virkelig være træls.
Når vi vender tilbage til normal sindstilstand, er vi taknemmelige for, at vores straffe attest ikke er blevet plettet af diverse ting.

Som at vi ikke bare ringer én gang, og lægger en besked, men ringer 40 gange og lægger 40 hysteriske beskeder – fordi klokken er tre om natten og vi står på Rådhuspladsen og synes vi er de mest fantastiske i hele verden.
Eller at der ikke står noget om dengang vi troppede op på hans arbejde, stinkende fulde og i højt humør, og selv syntes vi var lækre og uimodståelige. Eller dengang vi i en brandert ringede til ham på hans arbejde, og truede med at ringe til hans chef, hvis han lagde på.

For slet ikke at tale om de sms’er og e-mails vi kan få komponeret i en sen nattetime, når vi intet har hørt fra ham i tre timer, og det ikke rigtigt gik op for os, at han var til fodboldkamp med drengene. Og så når vi, på mest dramatiske vis,  at ville afslutte det hele, udråbe ham til skurken og os selv til engle – bare fordi vi er forelskede.

Når man sidder og tænker tilbage på sine bedrifter, og krymper sig ved tanken om hvad man rent faktisk har kunnet få sig selv til at gøre i kærlighedens navn, så er stolthed ikke det ord, der falder en ind først. Og fordi man har opført sig så vanvittigt, er man også nødt til at gå bodsgang en gang imellem – hos veninderne.
Gud forbyde, at vi skulle indrømme noget overfor mændene og tabe mere ansigt end vi allerede har gjort!

I stedet bliver det til et tilbagevendende emne veninder imellem, hvor vi vender de gamle pinlige historier, klapper hinanden på skuldrene i vished om at vi ikke er alene, og konkluderer at vi da trods alt aldrig har slået en mand ihjel i ren og skær forelskelse, som man jo også hører om at kvinder kan finde på.
Og så tager vi lige et minut, hvor vi glæder os over, at vi måske har været vanvittigt forelskede, men at det ikke har taget overhånd på den dårlige måde.

Alligevel er det ret fantastisk at mændene sjældent holder vanviddet imod os. For hvis vi skal være ærlige, så ville vi kvinder jo aldrig nogensinde tolerere samme opførsel fra mændenes side, og vi ville i hvert fald aldrig glemme at bruge de 40 hysteriske imod ham den dag det blev bekvemt.

Har kvinder  lov til at få carte blanche til vanvittigheden i kærlighedens navn, eller bør god opførsel være hævet over alt?

Indlægget er et konkurrence-indlæg fra HP/SATC2-konkurrencen. Hvis du vil deltage, skal du ikke kommentere her, men på konkurrencesiden her