The CityGirl

Klog af skade

Jeg kunne aldrig finde på at indlogere mig på Hilton. Der er bare så meget der taler imod det. Men lige der, da klokken slog tolv og jeg manglede et græskar til at køre mig hjem, og jeg stod i den kølige danske natteluft ude ved lufthavnen, var det kun et længselsfuldt blik jeg kunne sende til den store grimme bygning.

For det var lige der at det gik op for mig, at jeg havde glemt min frakke inde på dametoilettet, inde på den anden side af tolden, inde ved bagagebåndene, inde bag de lukkede døre – som man jo ikke må gå tilbage igennem, når man først er kommet ud. Hvilket de jo også gør opmærksom på pænt mange gange.

Og det er ikke engang ægte panik man kan svinge sig op til når man er mere end træt efter at have fløjet hjem med Hr. & Fru Danmark. Det bare dyb irritation – og pinlighed over det man skal få formuleret overfor en af lufthavnens ansatte.
Fordi det bare er så mega utjekket!

Og måske gik det lidt galt til sidst, fordi jeg var blevet kastet ud i et helt nyt uafprøvet koncept, da jeg blev kørt i lufthavnen i Málaga 2,5 time før take off. Faktisk var jeg så tidligt på den at jeg stod i kø og ventede på at check-in åbnede. Det er meget mærkeligt at stå i kø til en lukket skranke, og som sagt aldrig noget jeg har prøvet før, da jeg jo sjældent rutter med tiden.
Faktisk føler man sig decideret tumpet når man står foran sådan en lukket check-in skranke.

Tumpetheden bliver ikke mindre af dem man står i kø sammen med; med en milliard svenskere på den ene side, og danskerne på den anden side.
For lige så meget som jeg elsker at flyve og befinde mig i lufthavne (kunne altså sagtens være sådan en totalt tjekket business kvinde der rejser hele tiden, eller måske bare flyver rundt til diverse elskere), lige så meget væmmes og frastødes jeg af andre danskere i lufthavne.

Jeg forsøger altid at se totalt ikke-dansk ud, så jeg ikke bliver slået i hartkorn med alle de grisefarvede, kiksede, kække, friskfyrs-agtige, mennesker, hvor kvinderne omkring 50 altid er for nedringede og for opslidsede i et forsøg på at være unge eller ligne de lokale, eller bare fordi de “slår håret ud” nu hvor de er ude og rejse.
Det er bare lidt svært når man står med det rødbedefarvede pas i køen sammen med dem, og endnu sværere bliver det at lade som om man ikke er dansker når de pludselig taler til én på dansk.

Selvom det åbenbart er en stigende tendens til at folk over 40 pr. definition ALTID snyder i køer, og i særdeleshed hvis de er svenskere (med lyserøde pullovere) så kom jeg helskindet hjem – og fik fat i min frakke igen med hjælp fra sød, sød lufthavnsansat. Og jeg nåede også helt hjem til Nørrebro, igennem småregnen, og sidder nu og overvejer hvordan man behandler solskoldning i hovedbunden. Jeg går i hvert fald ikke på apoteket og spørger!

Og så overvejer jeg lidt hvilket nyt sted solen finder at skolde næste gang, eller om vi har været igennem alle tænkelige steder på kroppen, og vi nu er færdige med det pjat – eller om vi bare starter forfra fra en ende af. Håber på det første; synes jeg har taget min fair share de sidste 29 år.

Categories: ferie

How to run in high heels » « Det er jo ikke engang et ord!

6 Comments

  1. Godt du tog mod til at fortælle om din frakke – ellers var det sikkert bare blevet en større terror-hændelse på grund af forældreløs frakke i lufthavnen!

    P.S. Jeg snyder altså ikke i køer!

  2. Jeg SYNES nok, jeg spottede en rød plet på din hovedbund, men i kryds-og-tværs-drama glemte jeg det igen. Kæft, jeg er en dårlig veninde!

    • The CityGirl

      27. april 2010 — 10:30

      Mega dårlig veninde! Men hvad ville du have gjort? Nogle gode råd, eller ville du bare grine højlydt af mig?

  3. Uha! Kender godt det der med at prøve at se udansk ud (mine dansker-aversioner er dem med trekking-sandaler og som brokker sig over, at tingene altså ville være blevet håndteret bedre i Nørre Snede, hvor de kommer fra) på trods af, at folk (amerikanere) i USA tværs gennem en hel bar har spottet, at jeg var dansker. Det kan KUN være det lyse hår og den blege hud der gør det!

    • The CityGirl

      27. april 2010 — 10:32

      Og som selv har en praktisk (lugtende!) madpakke med i flyet, som bare tager dem eeeeevigheder at komme igennem. Et helt kækt festmåltid!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2021 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑