The CityGirl

Totalangst i dværghuset

Hvis der står cosmopolitans på spil, så kan jeg åbenbart godt se min værste frygt i øjnene og kaste mig ud i en veritabel paniktur igennem byen.

Imorgen får jeg Puerto Rico-tøserne til middag, og jeg har lovet alskens lækkerier, lige fra stenbiderrogn over bøffer til cosmopolitans, plus det løse. Det har gjort, at jeg har været nødt til at købe ind i mere end én butik, og over flere dage – for der er grænser for hvor meget der kan balanceres hjem på én gang på cyklen.

Idag skulle jeg købe det sidste, og jeg skulle jo have det hele, fordi det er helligdag imorgen, og alt udover grønthandleren på Nørrebrogade holder lukket. Så jeg løb til fiskehandleren og købte stenbiderrogn, igennem Irma og finde de sidste ingredienser til salaten (mangler stadig snack-ærter; eksisterer de slet ikke mere?!), i Netto og købe småting plus vin og vodka – og så manglede jeg bare lige den der flaske Triple Sec. Ikke Cointreau eller de andre som får det til at smage kvalmt. Men den der hedder Triple Sec og som gør cosmos’ne HELT rigtige.

Så tilbage til Kultorvet, og ned i den der vin-biks – som siden jeg sidst havde købt det, var blevet til fucking Lagkagehuset. Normalt er jeg meget stor fan af Lagkagehuset, men lige der, klokken kvart i seks, var det ikke kager jeg havde brug for. Men Triple Sec!
Med arme der var ved at falde af på grund af tre bæreposer med alt det løse, løb jeg spidsrod mellem butikkerne på Nørreport. De meldte alle hus forbi, eller vidste ikke engang hvad jeg talte om.

Da mine arme ikke kunne slæbe på poserne mere, og jeg stadig manglede Triple Sec, smed jeg det hele op på cyklen, ræsede hjem, kastede indkøbene fra mig, og løb ned til bilen og kørte ind til Magasin. De MÅTTE da have det, tænkte jeg.
Halvvejs nede af Gothersgade går det op for mig, hvor lidt gennemtænkt det her projekt var, og jeg ikke havde nogen ide om hvor jeg skulle smide bilen. Kongens Nytorv er jo ikke ligefrem kendt for sine fantastiske parkeringsmuligheder…

Jeg tænkte, at de vist nok har et parkeringshus, og det måtte jeg jo så bare betale for – jeg skulle jo have Triple Sec og så må alt andet bare vige. Deriblandt min totale angst for parkeringshuse. Jeg har det helt utrolig dårligt med parkeringshuse og de der stejle, smalle ramper man skal køre på, og de andre idioter der ikke kan finde ud af det, og bare angsten for at bilen falder ud.

Men der var ikke tid til at tænke, og ikke tid til at blive bange. Så jeg kørte ind og op med ophøjet ro, kastede bilen fra mig på første ledige plads og løb ind i Magasin – som naturligvis ikke havde Triple Sec. Slukøret og 35 kroner (for parkering) senere gik jeg tilbage til bilen, og først der tænkte jeg over det faktum at jeg stod i et parkeringshus, og at jeg havde allermest lyst til at lade bilen stå og bare gå hjem. Jeg tog mig alligevel sammen, og tænkte, at hvis jeg kunne komme ind, så kunne jeg vel også komme ud.

Jeg kom også ud, men skal fandme aldrig mere ind i de der parkeringshuse – de er jo ikke bygget til mennesker, men nærmere til dværge! Det er ikke parkeringshuse. Det er dværghuse. HADER DEM!

Jeg mangler stadig Triple Sec, så hvis der er nogen der har en flaske tilovers køber jeg den gerne!

Categories: shopping

Lidt gravid er man åbenbart altid… » « En Internet-junkies bekendelser

10 Comments

  1. jeg skal gerne tjekke i barskabet i mc klubben :)

    men det bliver altså først torsdag for nu er der Arsenal – Barcelona i tv’et :)

    Mvh Jens

    • The CityGirl

      31. marts 2010 — 22:15

      Hvis barskabet i mc klubben kan fremtrylle triple sec, så bliver jeg sgu mundlam! Men selvfølgelig også taknemmelig ;-)

      God kamp!

      • vi bruger det vist nok til en af vores hemmelige shots vi fremstiller …. :)

        • The CityGirl

          1. april 2010 — 01:05

          Lyder spændende… :-)
          Men ellers går det nok; jeg har en backup i form af noget cointreau agtigt stads, som jeg har stående. Det smager ikke lige så godt, men må være en udemærket plan b når man bliver ramt af helligdage og butikker der bare flytter uden at sige det!

          • Beklager meget men jeg tog fejl – vi har ikke mere triple sec – det gik åbenart til den sidste portion shots – “jomfrublod”

  2. Hvad med at prøve på en bar, hvor du ved, de har den? De vil sikkert lægge ud med at kræve overpris for flasken, men prik lidt til det faktum, at de har købt den til indkøbslavpris, og trut munden kækt – så skal det gå bra med at få en fair pris forhandlet! Al din iver og ihærdighed må ikke være forgæves og med tomme cocktailglas som det nedslående resultat!

  3. Og hvis det er en mandlig ejer/bartender, så fortæl med en hektisk stemme om din dramatiske og dybt utilfredsstillende dag, og spil lidt på, at du er en stakkels kvinde i nød – mænd eeeeelsker at spille Superman for en stund! Og de elsker at tilfredsstille en kvinde på en måde, som ingen anden formåede… ;)

    • The CityGirl

      31. marts 2010 — 22:20

      Rigtig god idé! Og jeg har også selv tænkt på det, men alle de barer heromkring hvor jeg bor, bruger contreau – af dem jeg kender til, og så vidt jeg ved. Hvis der var en bar, som jeg vidste brugte den, så ville jeg gerne betale lidt overpris for at de redder min røv…. -og ville gladeligt lade manden spille Superman ;-)

      Men det bedste ville klart være hvis der var en mand der lige ringede på min dør med en flaske Triple Sec – for jeg er virkelig træt nu, efter at have løbet byen rundt i panik. Vil endda gerne udlove et kys eller to til den mand der kan løse opgaven! ;-)

  4. Beklager, ville meget gerne, men det er ikke noget jeg gør mig i.

    Men kan til en anden gang oplyse, at vinhandlen/sprutmekkaet der på Frederiksborggade er flyttet (eller rettere, en i samme kæde opstod, hvorefter den i Frederiksborggade lukkede) hen i Krystalgade, i det gamle Dalle Valle/nu Skt Petri.

    Og så har mine lokale fakta’er iøvrigt åbent gennem hele påsken, er du sikker på det ikke også gælder for din? Du kan jo nok ikke få Triple Sec der, men du opdager jo nok du mangler noget andet også.

    Øh… og hvis du skynder dig i Bilka, og de har det, kan du også nå det – jeg så lige i TV2 Nyhederne at de kører åbent til kl 24 (ihvertfald i Odense, men så har de sikkert også åbent i en nærmere….)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑