The CityGirl

Succeskriterie #1: På fri fod

Jeg var hos lægen igen i morges. Skulle have svar på alt det blod hun havde tappet mig for i sidste uge, og lige sludre om hvordan det gik med at være en gammel sur mand.
Mens jeg sad i venteværelset blev jeg pludselig bange for, at fordi jeg var oppe hos hende og få svar på blodprøverne, så ville det også få konsekvenser.

Vi havde selvfølgelig talt sammen i telefonen i fredags, hvor hun også havde givet mig svar på enkelte af prøverne, og dernæst nærmest tvunget mig til at komme op og få D-vitamin dråber – og “så kunne vi også lige tale sammen”. Var det ikke det hun havde sagt? Tænk nu hvis blodprøverne viste en absurd sygdom – sådan noget man ikke siger i telefonen men kun ansigt til ansigt?
Og der er vel altid en latent risiko for, at man bliver indlagt når man er oppe hos lægen. I hvert fald føler jeg mig altid i risikogruppen, men nu har jeg jo også engang prøvet at få beskeden “Så jeg indlægger dig lige på Riget, ikk’?”, hvortil man aldrig rigtig kan svare andet end “Okay….”.

Så jeg sad pænt i venteværelset og forsøgte at lade være med at piske en stemning op, og prøvede at koncentrere mig om hvad det egentlig var hende den vanvittige rumæner ville have hjælp til af lægesekretæren. Fandt aldrig ud af det, og jeg tror heller ikke lægesekretæren gjorde.

Endelig blev det min tur, og jeg gik ind til lægen. Jeg scorede rene topkarakterer på alle prøver – pånær D-vitamin, hvor jeg decideret dumpede. Men det er vel det samlede billede der tæller, og hvis man så på snittet ville det sikkert være bedre end min studentereksamen.

Dernæst skulle vi tale om hvordan det gik med det begyndende mavesår, og hun begyndte straks at tale i “next step”. Pustetests og gastrisk halløj, og laboratorier og sygeplejersker. Det viste sig, at det først var efter jeg stoppede med narkoen, og hvis det kom igen. Jeg kan godt lide min læge, men hun har vist aldrig været kendt for at træde varsomt, og pakke tingene ind i vat. Det kan man godt glemme nogen gange.

Efter hun havde skræmt livet af mig med alle mulige fancy termer fik jeg lov til at gå. Jeg blev sat på fri fod, hvilket jeg anser som succeskriterie #1 – specielt på en mandag morgen, hvor man ikke lige orker at blive indlagt.
Så jeg fejrede friheden ved at undlade at cykle på arbejde, og spise en chokoladecroissant til morgenmad!

Categories: sygdom

Konsekvens-læring III » « En gang forstadstøs, altid forstadstøs?

1 Comment

  1. Du skal vist ud i solen og lufte din blå hud!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑