The CityGirl

En gang forstadstøs, altid forstadstøs?

Jeg vidste på forhånd at min weekend ikke ville blive af den ophidsende slags, selvom den dog var en opgradering fra sidste weekend, med dens egen syge form for humor, med at sende mig rundt i sundhedssystemet på Frederiksberg. Og hvis jeg kunne vælge, ville jeg til enhver tid vælge familiefester i forstæderne fremfor sygdom på Frederiksberg.

Alligevel var det ikke jubel-tanker jeg havde om dagens arrangement; 65-års fødselsdag med HELE familien. I forstæderne.
Så jeg tænkte, at jeg kører derud, afleverer en gave, drikker en kop kaffe og spiser et stykke kage – og så er jeg den der er skredet!

Jeg arriverede med stil, med Suede ud af højtalerne og en rock’n’roll-parkering – desværre var der bare ingen der så det, eftersom det regnede og alle var indenfor. Måske også fordi jeg kom det akademiske kvarter for sent. Men man må tænke på detaljerne, for en CityGirl kan jo ikke være den første der kommer til familiefest i forstæderne. Ligesom det hele er lidt nødt til at være lidt rock’n’roll når en CityGirl kommer uden for byen, for at hun ligesom kan vise, at det der forstadspis ikke er hendes kop latte.

Jeg ville også virkelig gerne have haft solbriller på, og gik også rundt herhjemme med dem i håret inden jeg skulle ud af døren. Men da det blev ved med at regne, og når det også var så tåget, at man ikke kunne se henover Søerne, måtte jeg erkende, at solbriller i håret idag ville have haft den modsatte effekt, og droppede dem modvilligt.

Ude i forstæderne blev en kop kaffe til tre, og mens tiden gik, måtte jeg jo erkende, at jeg faktisk hyggede mig. Det er jo det tricky med det der arv og miljø; man kan ikke rigtig løbe fra det – og forstadstøser forbliver måske altid forstadstøser? Jeg er jo i virkeligheden sådan en forstadstøs, der bare flyttede til byen da jeg blev gammel nok.

Da klokken blev henad aftensmad, og jeg blev budt det, takkede jeg ja – for min fætter og jeg var jo stadig igang med at underholde med hvorfor det ville være så fantastisk hvis vi tog jagttegn. Måske havde vi nogle lettere uortodokse meninger om hvad og hvordan man måtte skyde, men jeg synes vi havde argumentationen i orden.

Efter der var blevet spist aftensmad, brød det sidste af selskabet op, og pludselig var jeg den eneste gæst tilbage. Jeg overvejede også at takke af, men på den anden side så hyggede jeg mig jo hos min moster og onkel. Så det endte med at jeg først vendte bilen mod København ved midnat.

Mens jeg kørte hjem, tænkte jeg over det pudsige i, at det lige netop var mig der var blevet tilbage. Fordi jeg er vel den i familien der er mindst familiemenneske, og endnu mindre familiemenneske i forstæderne. Men måske kan man godt tage pigen ud af forstæderne, men ikke forstæderne ud af pigen.

Det var på en måde en lidt nedtrykkende tanke, men tanken blev heldigvis meget hurtigt afbrudt da jeg trådte ind i 7Eleven på Skt. Hans Torv, som bragte mig helt tilbage til byen og ungdommen, da jeg stod i kø fem tyve-årige pivstive piger, hvor den ene udbryder “Jeg vil bare helst se alternativ ud mens jeg danser til grim musik”. Og så véd man at man er hjemme, og at man ikke er ude i forstæderne.

Categories: familie

Succeskriterie #1: På fri fod » « Hvad nu hvis han vil kramme en kaktus?

1 Comment

  1. Jeg synes det er modigt du tør gå i 7-Eleven; selv når du stadig har hjemve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑