The CityGirl

Den Store Nabokrig

I omkring et år har jeg hadet min underbo. Der er mange grunde til det; en kunne være at han har et mærkeligt arrangement, som jeg ikke helt kan gennemskue, hvor hans børn vist bor i nabolejligheden, og larmer og sviner på bagtrappen. En anden grund kunne være at han vasker tøj midt om natten og hans køkken med vaskemaskine er placeret under mit soveværelse. En tredje grund kunne være, at han kappede mit internet. En fjerde grund kunne være, at alle de få gange jeg er stødt ind i ham i opgangen eller ude på gaden har det bare været mega mærkelig adfærd.

Men det er nu ikke så meget de ting der har udløst hadet. Hadet er udløst af, at han altid er hjemme og at der konstant er et lydtæppe af ubestemmelig lyd dernedefra. Noget som har lydt af en krydsning mellem et eller andet PlayStation spil og musik fra et provinsdiskotek – og så højt, at jeg selv har været nødt til at sætte musik på eller tænde for tv’et for at overdøve det, hvilket sjældent har været nok.

Grunden til at der er gået næsten et år inden jeg har brokket mig er, at jeg for det første er ret large. Jeg kan godt forstå hvis man lige har brug for at høre lidt høj musik når man kommer hjem fra arbejde og lige blæse det hele igennem – og jeg vil jo også gerne selv kunne larme lidt nogengange, uden at der står folk og banker på døren og brokker sig.

For det andet, så hader jeg at brokke mig til naboer – og sidst jeg gjorde det, fik jeg smækket en dør i hovedet (han flyttede heldigvis kort tid efter). Og så mener jeg bare, at vi for helvede er voksne mennesker og vel allesammen klar over at vi bor i en ekstremt gammel ejendom som er så lydt at vi kan høre hinanden – mere eller mindre.

De sidste uger har lydtapetet fra underboen eskaleret. Det har været fra om morgenen til sent om aftenen. Det har været i weekenderne, specielt søndag morgen – og jeg har faktisk været ved at blive sindssyg. (Sådan finder man så ud af, at man måske er lidt lyd-sensitiv…).
Så her til aften tog jeg mig sammen. Jeg var i stødet efter at have råbt af råvarer i køkkenet, og gad ikke høre mere på det lort der kom dernedefra.

Jeg var helt fremme i skoene, og havde argumenterne helt oppe af lommen og klar, og var ikke mindst klar til at hæve stemmen og indstillet på at skulle sige “Jeg melder det til bestyrelsen!”. Så jeg marcherede en etage ned, og bankede på i evige tider, for han kunne naturligvis ikke høre at jeg bankede på…
Endelig åbnede han, og næsten inden jeg var færdig med min indledende tale (den hvor jeg stadig var flink nabo der smilede), afbrød han mig, og var helt undskyldende, og han straks ville tage høretelefoner på, og at det bare var fordi han sad og arbejdede og at jeg skulle have sagt noget før.

Og så blev der slukket for musikken, og jeg stod alene med al min indebrændte vrede og argumenter ude i opgangen, og var ærlig talt lidt paf. Her troede jeg jo at vi skulle have gang i en stor nabokrig, og så var han bare pisseforstående.

Categories: kommunikation

Krænkende trusse-indhold » « Samtale-terapi med skiveskårede tomater

3 Comments

  1. Svin! Hvad bilder han sig ind, at være så forstående???? ;-)

    • The CityGirl

      17. marts 2010 — 12:10

      Præcis! Og hvornår er det blevet besluttet at vi skal være flinke overfor hinanden som naboer? Jeg troede at vi som udgangspunkt altid skulle hade vores naboer… ;-)

  2. Pokkers også. ;-)

    Jeg ville da egentlig have troet, at sådan nogle lejligheder over hinanden var ens. Men åbenbart ikke, hvis han har køkken under dit soveværelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑