Nogen gange kan man ikke se skoven for bare træer – og sådan har jeg måske haft det et stykke tid, og et stykke tid for længe.

Stille har jeg gået rundt og ikke kunne forstå hvorfor der ikke var nogen der ville elske mig (måske også hvorfor der ikke var nogen jeg ville elske). Har siddet mange aftener og været tæt på at sætte All By Myself på, græde salte tårer fordi livet bare syntes så uretfærdigt, og ikke kunne forstå hvorfor alle andre kan når jeg ikke kan.

Andre aftener har jeg helt rationelt godt kunne se hvorfor ingen gider elske mig; jeg er jo mega besværlig, stiller sikkert for høje krav, er bestemt sær og sikkert også underlig, irriterende og anstrengende. Jeg er jo en lukket bog og der er ingen tvivl om at min hjerne er så krøllet at jeg vel ikke kan forlange at nogen kan finde ud af at holde trit og elske sådan noget.

Og når man føler at man stiller for høje krav til sine omgivelser og føler at ingen kommer en i møde, så er den naturlige reaktion at trække sig lidt væk. Derfor aflyste jeg også min fødselsdag for hvorfor opsøge det der skuffer og gør en ked af det?

Jeg troede jo at jeg var kommet relativt ubemærket forbi min fødselsdag men det var der åbenbart delte meninger om.
Så da jeg igår åbnede døren for Den Ene Søster, som jeg havde en aftale med, fandt jeg hende i selskab med Oraklet, fødselsdagskager og fødselsdagsgave.

En surprise-fødselsdagsfejring, fordi de ikke synes jeg skulle have lov til ikke at have fødselsdag.

Jeg troede ikke jeg havde veninder som gad gøre sådan noget for mig; overraske mig på bedste og kærligste vis. De bedste overraskelser kommer når man mindst venter det, og udover at jeg virkelig blev ægte og oprigtigt overrasket, så varmede det mig mere end de nok havde forestillet sig.

Bedst som man tror at folk har nok i sig selv og deres liv, så kommer der en kærlighedserklæring fra verdens bedste veninder – og så må man pænt pakke sine forurettede miner langt væk, og begynde at se skoven og ikke bare træerne.