Det er mandag og jeg har Ja-hatten på. Jeg har jo ikke noget andet valg.
Så jeg synes det var virkelig skønt at stå i morges, som blev til formiddag, i en halv time og vente på bussen. For nu havde jeg jo ikke været ude hele weekenden, og derfor var det jo en fin mulighed for at komme i kontakt med vejr og kulde. Så det gjorde jeg. I en halv time. Mens våde fødder gik hen og også blev til kolde fødder. Men så kan man jo bare lære at tage noget mere vandfast på end de vinterstøvler, som faktisk er vandfaste… Det husker jeg lige til imorgen.

Og fordi jeg har Ja-hatten på idag, så kan jeg heller ikke svinge mig op til de store raserianfald over klamme mænd i overfyldte busser, for de kan jo sikkert ikke gøre for det. I hvert fald har jeg nok overskud i min Ja-hat til at smile overbærende til dem.

Imorgen kommer der snestorm og efter den er dagene overbooket, så derfor kiggede jeg lige dybt i Ja-hatten for at se om der var Ikea-overskud at finde, og naturligvis er der det! Så efter arbejde skal Ja-hatten og jeg lave den helt store manøvre med at hente møbler hos forældrene, smide andre møbler på containerpladsen, og købe andre igen i Ikea. Det bliver absolutely fabulous! Det har Ja-hatten selv lovet…