Som den jetsetdronning jeg jo er, har jeg brugt min fredag aften på rydde op på mit skrivebord (aka. fylde en sort sæk med obskure ting) og håndvaske cardigans. Det har været en fest! Og til en fest hører naturligvis musik, og jeg trængte til at høre noget andet end det jeg plejer i øjeblikket. Derfor satte jeg en af de gamle spillelister på, og tænkte ikke så meget mere over det, før jeg stod midt i en bunke, formentlig vigtige, papirer og det gik op for mig at jeg stod og tænkte på Mr. X.

Så jeg stoppede op og undrede mig over hvor de tanker kom fra, og hvorfor han ubevidst cirklede rundt inde i mit hoved som om han stadig var i mit liv. For han har jo ikke været i mit liv i over et halvt år, og stik imod forventning har han heller ikke ladet høre fra sig i denne omgang. Der har været radiotavshed – ikke engang en meningsløs sms, bare absolut tystnad. Ikke noget man har været vant til når han har altid er kommet tilbage som en boomerang lige så hurtigt han er blevet smidt ud.

Denne gang var det anderledes, og fordi vi ingen kontakt har haft siden jeg smed ham ud, så virkede det ekstremt underligt, tangerende til små-vanvittigt, at jeg pludselig stod og tænkte på ham, som om han var en del af mit liv.
Men så lyttede jeg til hvad der kom ud af højtalerne, og det var jo noget af det musik jeg havde hørt dengang vi var sammen og ikke rigtig hørt siden.

Pludselig opildnet af vrede var jeg lige ved at skrive til ham og skælde ham ud, men fair skal være fair; det er jo reelt set ikke hans skyld at jeg står en fredag aften og bliver hensat til forgangne tider bare pga. noget tilfældig musik.
Så jeg tog the high road, og satte noget musik på som han intet har haft at gøre med – og må lige arbejde på at få andre minder klistret til visse lydspor.